Planter i potter

Pexels

Nyhed, 11.august 2026

Nye krav til dokumentation af emballage fra den 12. august

Fra den 12. august skal gartnerier med producentansvar for salgs- og multipakemballage kunne dokumentere, at emballagen lever op til EU's emballageforordning.

Fra den 12. august 2026 træder en række nye krav til emballage i kraft. For gartnerier med producentansvar for salgs- og multipakemballage betyder det blandt andet, at de skal kunne dokumentere, at emballagen lever op til kravene i EU's emballageforordning.

Det gælder både krav til selve emballagen og til den dokumentation, der skal følge med. Blandt andet indføres der grænseværdier for indhold af PFAS i emballage, der kommer i kontakt med fødevarer, ligesom der gælder grænseværdier for indhold af tungmetaller. Samtidig stilles der krav til blandt andet dokumentation og sporbarhed.

Gartneriet skal kunne dokumentere emballagen

For de salgs- og multipakemballager, som gartneriet har producentansvaret for, får gartneriet fra den 12. august 2026 ansvar for at udarbejde en overensstemmelseserklæring.

Erklæringen skal blandt andet identificere den emballage, som den vedrører, angive gartneriets navn og adresse og henvise til relevant EU-lovgivning samt de standarder eller tekniske specifikationer, der er anvendt. Hvor det er relevant, skal det også fremgå, hvilke uafhængige virksomheder der har testet eller godkendt emballagen. Overensstemmelseserklæringen udstedes på gartneriets ansvar.

Derudover skal gartneriet have teknisk dokumentation, der gør det muligt at vurdere, om emballagen lever op til de krav, som overensstemmelseserklæringen henviser til. Dokumentationen skal blandt andet indeholde en beskrivelse af emballagen og dens anvendelse samt oplysninger om design, produktion, materialer, anvendte standarder og relevante vurderinger og prøvningsrapporter.

Bed om dokumentation fra leverandøren

Gartneriet skal ikke nødvendigvis selv fremskaffe alle oplysninger om emballagens materialer og egenskaber. Leverandører af emballage og emballagematerialer er forpligtet til at levere de oplysninger og den dokumentation, der er nødvendig, for at gartneriet kan dokumentere, at emballagen overholder kravene.

Det kan for eksempel være oplysninger om materialer, indholdsstoffer, test og forhold vedrørende fødevarekontakt.

Det er derfor vigtigt, at gartnerierne sikrer sig den nødvendige dokumentation fra deres emballageleverandører.

Emballagen skal kunne spores

De nye regler stiller også krav om sporbarhed. Det skal ud fra oplysninger på emballagen være muligt at identificere den virksomhed, der er ansvarlig for, at emballagen lever op til reglerne.

For salgs- og multipakemballager, hvor gartneriet har producentansvaret, er det derfor gartneriets oplysninger, der skal fremgå. Som minimum skal navn, firmanavn eller varemærke samt postadresse fremgå. Emballagen skal desuden have et identifikationsnummer, så den kan kobles til den relevante overensstemmelseserklæring. Er emballagen for lille til, at oplysningerne kan stå på selve emballagen, kan de i stedet fremgå af et ledsagende dokument.

Fælles erklæring for flere emballager

Hvis et gartneri har flere emballager, der er produceret ens, men for eksempel har forskellige størrelser, kan de i nogle tilfælde være omfattet af samme overensstemmelseserklæring.

Det kan for eksempel gælde potter i forskellige størrelser, hvis størrelsen ikke har betydning for, om bæredygtighedskravene er opfyldt, og potterne er produceret på samme fabrik og af samme materiale. Det afgørende er, at den tekniske dokumentation i tilstrækkelig grad viser, at den enkelte emballage lever op til bæredygtighedskravene.

Dokumentationen skal kunne findes hurtigt

Gartneriet skal være i stand til at fremsende overensstemmelseserklæringen og den bagvedliggende tekniske dokumentation til myndighederne inden for 10 arbejdsdage, hvis myndighederne beder om det. Overensstemmelseserklæringen skal samtidig være på et sprog, der er let tilgængeligt for kontrolmyndigheden. I Danmark vil det ifølge HortiAdvice omfatte dansk og engelsk.

Allerede indkøbt emballage kan fortsat bruges

Der er taget højde for emballage, som virksomhederne allerede har indkøbt. Hvis det ikke er muligt at skaffe den nye dokumentation for emballage, der er indkøbt før den 12. august 2026, kan emballagen fortsat anvendes efter denne dato.

Det gælder også emballage, hvor virksomheden har indgået en aftale om indkøb inden den 12. august 2026. Den kan dermed bruges til produkter, som først sælges efter de nye reglers ikrafttræden.

Også krav til distributører

Gartnerier og salgsselskaber, der videresælger allerede emballerede produkter fra en anden dansk virksomhed, har ikke nødvendigvis selv producentansvaret for emballagen. Som distributør har virksomheden dog ansvar for at kontrollere, at de tidligere led i kæden har opfyldt deres forpligtelser.

Det indebærer blandt andet at kontrollere, at emballagen er mærket med de krævede oplysninger, at der findes en tilhørende overensstemmelseserklæring, og at den producentansvarlige virksomhed er registreret i producentansvarsregisteret.

Forbered jer på de nye krav

De nye regler betyder, at gartnerier med producentansvar bør have styr på både dokumentationen fra deres emballageleverandører og deres egne procedurer for overensstemmelseserklæringer og sporbarhed.

Dansk Gartneri afholder desuden webinar om de nye emballageregler for medlemmer. Du kan læse mere om webinaret samt om ændringerne i, hvem der har producentansvaret for forskellige typer emballage, i vores medlemsartikel her.