
Colourbox
Yderligere otte sprøjtemidler forbydes
Dansk Gartneri anerkender nødvendigheden i at beskytte natur og grundvand og understreger, at det er afgørende, at der hurtigt findes godkendte alternativer.
Miljøstyrelsen har besluttet at trække godkendelsen tilbage for otte sprøjtemidler med PFAS-aktivstoffer. Baggrunden er en risiko for, at midlerne nedbrydes til trifluoreddikesyre (TFA) – et svært nedbrydeligt stof, som kan ophobes i grundvandet og potentielt udgøre en risiko for drikkevandet. Dermed er samtlige 33 sprøjtemidler, som i løbet af 2025 blev sendt til fornyet vurdering, nu trukket tilbage.
De otte sprøjtemidler, der nu tilbagekaldes, er Teppeki, DFF, Afinto, Legacy 500 SC, Mateno Duo SC 600, Sempra SC, Evure Neo og Mavrik. Den samlede liste og afviklingsfristerne for de 33 tilbagekaldte sprøjtemidler kan findes her.
Forbuddene får betydelige konsekvenser for gartnerierhvervet. I frugt- og bærproduktionen er insekticiderne Teppeki og Mavrik centrale, mens potteplante- og planteskolekulturer påvirkes af udfasningen af midler såsom Legacy 500 SC og DFF, hvor der i dag mangler reelle alternativer. Allerede i sommer var konsekvenserne særdeles mærkbare for især løgproduktion, da blandt andet Shirlan Ultra og Propulse SE 250 blev trukket tilbage.
Dansk Gartneri anerkender nødvendigheden i at beskytte vores natur og grundvand og understreger, at det er afgørende, at der hurtigt findes nye godkendte alternativer. Uden brugbare løsninger risikerer erhvervet at stå uden de nødvendige redskaber til at beskytte afgrøderne og opretholde både kvalitet og udbytte.
Dansk Gartneri samarbejder tæt med andre berørte erhverv om, at der hurtigt skal findes løsninger, der sikrer, at vi fortsat har en dansk produktion efter forbuddene.
Læs mere om sagen og Dansk Gartneris arbejde igennem forløbet her.
Yderlige oplysninger kan findes via Miljø- og Ligestillingsministeriet og Miljøstyrelsen. Dansk Gartneri vil løbende holde medlemmerne opdateret i sagen.