Væksthus

Pexels

Nyhed, 08.september 2026

Miljø- og klimateknologi åbner for ansøgning den 1. oktober

Fra den 1. oktober 2026 kan gartnerier igen søge tilskud til teknologier, der reducerer miljø- og klimabelastningen fra produktionen.

Ansøgningsrunden for Miljø- og klimateknologi 2026 er åben fra den 1. oktober til den 1. december. Der gives som udgangspunkt tilskud på 40 procent af den standardomkostning, der er fastsat for den enkelte teknologi. Der er samlet afsat 180 mio. kroner til årets ansøgningsrunde, herunder midler til investeringer i væksthuse og til teknologier, der kan reducere pesticidforbruget på friland.

Første ansøgningsrunde siden 2023

Det er første gang siden 2023, at der åbnes for ansøgninger til Miljø- og klimateknologiordningen. Den planlagte ansøgningsrunde i 2025 blev udskudt som følge af udfordringer med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs nye it-system. Årets ansøgningsrunde bliver samtidig den første under den nye CAP-periode, hvor ordningen finansieres udelukkende med EU-midler.

Ændringer for frilandsproducenter

Det tidligere særskilte indsatsområde for reduktion af pesticidforbrug i gartnerier er udgået. Til gengæld er afgrødekoderne 400-450 for frilandsgrøntsager blevet tilføjet til en række teknologier under indsatsområde 2 om reduktion af pesticidforbrug i planteavl. Det giver frilandsproducenter mulighed for at søge tilskud til blandt andet båndsprøjter, lugerobotter, radrensere og forskelligt udstyr til mere målrettet sprøjtning.

Økologiske producenter får samtidig mulighed for at søge under indsatsområdet, blandt andet til radrensere og lugerobotter. Derudover øremærkes 20 procent af midlerne inden for alle ordningens indsatsområder til økologiske bedrifter.

Tilskud til væksthuse

 For væksthusgartnerierne er der særligt to relevante indsatsområder. Under indsatsområde 4 om reduktion af energiforbrug i væksthuse er der afsat 15 mio. kroner. Her kan der søges tilskud til gardiner til isolering, klimastyring og LED-lys.

Under indsatsområde 6 om reduktion af næringsstofforbrug i væksthuse er der afsat 5 mio. kroner. Her kan der søges tilskud til gødningsblander og gødningscomputer med opsamling af returvand til produktion i glashus, plasthus eller tunnel. Der gælder blandt andet krav om tæt underlag og opsamling af returvand.

For indsatsområde 4 og 6 er det minimale tilskudsgrundlag 100.000 kroner.

35 mio. kroner til reduktion af pesticidforbrug

Under indsatsområde 2 om reduktion af pesticidforbrug i planteavl er der afsat 35 mio. kroner. Flere af teknologierne kan anvendes på afgrødekoderne 400-450 for frilandsgrøntsager. Det gælder blandt andet teknologier til pletsprøjtning og gradueret tildeling, båndsprøjtning, førerløs såning og ukrudtsbekæmpelse, robotbaseret ukrudtslugning, radrensning og luftudstyr til sprøjtebom.

For indsatsområde 2 er det minimale tilskudsgrundlag 300.000 kroner.

Tilskud beregnes efter standardomkostninger

For de gartnerirelevante indsatsområder beregnes tilskuddet på baggrund af standardomkostninger. Det betyder, at der på forhånd er fastsat en omkostning for de enkelte teknologier og deres obligatoriske og eventuelle valgfrie elementer.

Tilskuddet udgør 40 procent af det samlede tilskudsgrundlag. Et projekt må først påbegyndes, når ansøgningen er modtaget af styrelsen. Gennemføres projektet inden et eventuelt tilsagn er modtaget, sker det derfor for ansøgerens egen regning og risiko.

Dansk Gartneri arbejder for flere relevante teknologier

Dansk Gartneri har gennem længere tid arbejdet for at sikre frilandsgartneriernes adgang til ordningen, efter at det tidligere indsatsområde for reduktion af pesticidforbrug i gartnerier udgik. Tilføjelsen af afgrødekoder for frilandsgrøntsager og muligheden for, at økologiske producenter kan søge til blandt andet lugerobotter og radrensere, er derfor positive ændringer.

De tilskudsberettigede teknologier under indsatsområdet for pesticidreduktion er dog fortsat i høj grad målrettet større planteavlsbedrifter. Samtidig er flere teknologier, som tidligere har været relevante for gartnerierhvervet, ikke længere omfattet af ordningen. Dansk Gartneri vil derfor fortsat arbejde for, at kommende ansøgningsrunder omfatter flere teknologier, der er relevante for både frilands- og væksthusproduktionen.

Det endelige ansøgningsmateriale til Miljø- og klimateknologi 2026 er endnu ikke offentliggjort.