Floradania Marketing
Ny direktør i Dansk Gartneri
Pr. 1. november 2023 tiltræder Peter Larsen-Ledet som administrerende direktør i Dansk Gartneri.
Ud over at påtage sig rollen som administrerende direktør i Dansk Gartneri fortsætter Peter Larsen-Ledet også som sektordirektør i Flora Dania og skal således fremadrettet bestride en dobbeltrolle, hvor der er tæt sammenhæng mellem ansvarsområderne. Direktøren vil med ansættelsen skulle stå for at styrke det erhvervspolitiske sekretariat for hele gartnerierhvervet, hvor opgaver som grøn omstilling og bæredygtig gartneriproduktion står øverst på dagsordenen. Fortællingen om, at Dansk Gartneri bidrager til en grønnere fremtid, skal være med til at sikre, at Danmark og det danske gartnerierhverv bevæger sig i en endnu grønnere retning for sikre, at danske og udenlandske forbrugere kan få danske kvalitetsprodukter fra gartnerierne i fremtiden, skriver Dansk Gartneri i en pressemeddelelse.
”Han er den helt rigtige til jobbet,” siger bestyrelsesformand for Dansk Gartneri Mikael Petersen.
”Peter Larsen-Ledets erfaring som direktør for Flora Dania og hans store netværk i hele gartneribranchen nationalt og internationalt er en kæmpe force for medlemmerne og organisationen. Med Peter Larsen-Ledet får vi en direktør med erfaring og god forståelse for gartneribranchen. Vi føler os meget trygge ved ansættelsen og får en direktør, der er garant for stabilitet.”
Peter Larsen-Ledet, der tiltræder den 1. november 2023, glæder sig til at komme i gang.
”Det er et stort privilegium at få lov til at arbejde for hele gartneribranchen. Gartnerierne leverer både sunde frugter og grøntsager til de danske forbrugere, hvilket blandt andet bidrager til, at vi som forbrugere kan efterleve de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen. Desuden leverer den anden halvdel af Dansk Gartneris medlemmer en bred vifte af planter, buske og træer, der er med til at sikre et grønt miljø, der er med til at forbedre forbrugernes sundhed og livskvalitet. Jeg glæder mig til i samarbejde med medlemmerne at bidrage til en endnu mere bæredygtig gartneriproduktion, hvor grøn energi, biologisk bekæmpelse og udfasning af pesticider sikrer de danske gartnerier deres fremtidige konkurrenceevne. Og så glæder jeg mig rigtig meget til sammen med bestyrelsen at sikre erhvervet fornuftige og stabile rammevilkår,” siger Peter Larsen-Ledet.