Mette Krull
Miljø- og klimateknologiordningen åbner snart for ansøgning
Ændringer i ordningen omfatter en nedgang i den økonomiske ramme til 180 mio. kroner i 2025-2027 samt ændringer i ordningens teknologiliste og regler.
Opdatering: Ansøgningsrunden i 2025 er blevet udskudt. Dansk Gartneri er i dialog med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og informerer medlemmerne, så snart der foreligger nyt. Styrelsen har på nuværende tidspunkt ikke kunnet kommentere på årsagen til udskydelsen eller angive en forventet tidshorisont for åbningen af ansøgningsrunden.
Ansøgningsrunden i 2025 for Miljø- og klimateknologiordningen åbner den 30. oktober 2025 og løber til den 27. januar 2026. Ordningen giver gartnerier mulighed for at søge tilskud til investeringer i energibesparende teknologier i væksthuse.
Fra 2025 er ordningen en del af EU’s fælles landbrugspolitik (CAP) og finansieres udelukkende med EU-midler. Det betyder, at den samlede økonomiske ramme er væsentligt mindre end tidligere. Hvor der i 2023 var afsat 570 mio. kroner, er der i perioden 2025-2027 afsat 180 mio. kroner.
I den kommende runde er der øremærket 10 mio. kroner til væksthuse. Her kan der søges om støtte til gardiner til isolering, højisolerende dækkemateriale, klimastyring, LED-belysning samt energilagring fra solceller, vindmøller og CHP-anlæg. Tilskuddet dækker 40 procent af investeringens standardomkostninger, og projekter skal som minimum have et samlet tilskudsgrundlag på 100.000 kroner.
Den nye bekendtgørelse og vejledning for ansøgningsrunderne i 2025-2027 forventes offentliggjort den 23. oktober 2025. Opdateret information findes løbende i Tilskudsguiden.
Læs mere om ændringerne i ordningens regler og vejledning her.
Yderligere oplysninger kan fås hos Molle Marie Hinchely Kyhn, telefon 20 56 80 07.