Rosenkål

Sæson

Nyhed, 17.december 2025

Derfor bør momsen på frugt og grønt sænkes

Debatindlæg i Børsen af Allan Busk, formand for Den Grønne Gruppe i 3F, Helle Reedtz-Thott, formand for GLS-A, og Mikael Petersen, formand for Dansk Gartneri.

Vi bor i et land med en af verdens bedste og mest bæredygtige fødevareproduktioner.

Alligevel fyldes supermarkedernes hylder hver dag med frugt og grønt, der har rejst længere, end de fleste danskere gør i sommerferien.

Kun en brøkdel af det vi putter i indkøbskurven, er dyrket herhjemme. Faktisk er blot 9 pct. af frugten og 26 pct. af grøntsagerne i danske butikker produceret i Danmark. Resten fragtes hertil ofte fra lande med lavere standarder for pesticider, klima og arbejdsforhold.

Det er hverken sund fornuft eller bæredygtig omstilling. Langt mere af det frugt og grønt, vi sætter på bordene herhjemme, bør komme fra danske producenter, der tilbyder ordnede forhold. Vi har nemlig både jorden, klimaet og kompetencerne til at producere meget mere selv.

Når man vælger dansk frugt og grønt, vælger man ikke bare god smag og friskhed. Man vælger fødevarer dyrket med respekt for mennesker, miljø og klima. Og man vælger arbejdspladser i Danmark. Men i en tid med inflation og stramme husholdningsbudgetter er det forståeligt, at mange forbrugere kigger på prisen først. Det kan og skal vi ikke bebrejde nogen.

Derfor ligger ansvaret hos politikerne.

Hvis vi i Danmark ønsker et fødevaremarked, der understøtter grøn omstilling, lokal produktion og sunde valg, må vi gøre det lettere for forbrugerne at tage det rigtige valg. Ét oplagt og konkret skridt er at sænke momsen på frugt og grønt. Ikke bare for klimaets og smagens skyld, men for folkesundheden, forsyningssikkerheden og de mange danske virksomheder, som lige nu kæmper for overlevelse.

Det ville være en reel vitaminindsprøjtning for familiernes madbudget og for de producenter, der forsøger at gøre det rigtige, men presses af et marked hvor det billigste ofte vinder over det bedste.

Sunde og bæredygtige valg

I vores organisationer ser vi dagligt, hvordan danske virksomheder og medarbejdere i landbrugs- og gartnerisektoren gør alt, de kan, for at fastholde både arbejdspladser og ambitioner, i en tid hvor rammevilkårene ikke følger med de politiske mål. Vi har omstillet dansk landbrug før, og vi kan gøre det igen. Men det kræver, at politikken følges op af praktiske løsninger og fair vilkår.

Et dansk jordbær plukket i sæson og spist samme dag slår enhver bleg bakke fra Sydeuropa. Men hvis vi ikke snart handler, frygter vi, at vi mister evnen til at dyrke dem herhjemme.

Men vi har en chance for at gøre noget rigtigt. Det kræver ikke flere strategier. Det kræver politisk mod til at gøre det sunde og bæredygtige valg til det nemme valg. Sænk momsen. Giv danskerne mulighed for at vælge lokalt. Og vis, at I tør tage stilling. Det vil være godt for både klimaet, danskerne og Danmark.

Læs artiklen her