Studerende

Colourbox

Kommunikationsstudent søges

I Dansk Gartneri søger vi en skarp kommunikationsstudent til blandt andet pressehåndtering, udarbejdelse af nyheder og drift af vores sociale medier.

Søg stillingen her

Vil du være med til at give Dansk Gartneri en grøn stemme med gennemslagskraft i den offentlige debat? Tror du ligesom os på, at godt kommunikationshåndværk kan flytte holdninger? Og vil du arbejde for, at vi i Danmark fortsat kan producere og udvikle klimaeffektive gartneriprodukter? Så er du måske den kommunikationsstudent, der skal gøde vores nye kommunikationsstrategi til at bære frugt.

I Dansk Gartneri søger vi lige nu en struktureret og kreativ kommunikationsstudent, der skal hjælpe os med at få grønne historier om danskproducerede grøntsager og planter ud at flyve. Du får mulighed for at gå agurk i den kommunikative værktøjskasse med en bred palet af opgaver såsom pressehåndtering og udarbejdelse af nyheder til hjemmeside og nyhedsbrev, og så får du det primære ansvar for at drifte vores sociale medier – selvfølgelig med faglig sparring. Og hvis bare du er nysgerrig og arbejdsom, så skal vi nok klare ærterne sammen.

Vi sætter virkelig stor pris på, at…

  • Du læser en relevant kommunikationsuddannelse.
  • Du er proaktiv og opsøger selv nye idéer og vinkler.
  • Din krøllede hjerne tænker lige dele strategisk og kreativt.
  • Du arbejder på tværs af platforme med forskellige virkemidler, og du vinkler på kreativ vis den gode grønne historie.
  • Du elsker at jonglere med ord – og dine budskaber er klare og har gennemslagskraft.
  • Du arbejder struktureret og er klar til at have ansvar for egne opgaver som for eksempel sociale medier – med faglig sparring fra kommunikationschefen.
  • Du har en glad og smittende energi, der bidrager til den gode stemning på kontoret.
  • Du har praktisk kommunikationserfaring fra tidligere studiejobs eller praktikophold, men det er ikke et krav. 

Du bliver en del af et lille sekretariat med syv medarbejdere, og du får derfor et stort ansvar i en dynamisk hverdag, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med dine nærmeste kollegaer i krydsfeltet mellem kommunikation, politik og erhverv.

Det praktiske

Vi vil meget gerne have glæde af dig 12-15 timer om ugen – og vi er selvfølgelig fleksible, når du skal shine (eller overleve) i eksamenslokalet. Hvis du skal i praktik i forbindelse med din uddannelse, kan det også være en mulighed hos os.  

Dit nye skrivebord finder du i Buen, Vesterbrogade 6D, 3., 1620 København V.

Ansøgningsfristen er den 15. august 2024 med jobstart hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende, så send hellere din ansøgning i dag end i morgen via linket øverst på siden. Stillingen aflønnes afhængigt af uddannelsesniveau og anciennitet i uddannelsen, og der er mulighed for frokostordning.

Har du spørgsmål til stillingen, er du mere end velkommen til at kontakte kommunikations- og PA-chef Ditte-Marie Rye på telefon 20 74 55 03. HR fra Landbrug & Fødevarer yder bistand under rekrutteringen.