Politik

Printvenlig

Dansk Gartneri er en privat interesseorganisation, der på vegne af danske gartnere og branchens afsætningsorganisationer arbejder for at skaffe de bedst mulige erhvervsvilkår. Det sker via erhvervspolitisk arbejde i såvel Danmark som udlandet, navnlig EU.

Dansk Gartneri arbejder erhvervspolitisk sammen med Landbrug og Fødevarer. Det giver muligheder for en arbejdsdeling, hvor Dansk Gartneris medarbejdere fokuserer på mærkesager for gartnerisektoren, mens en række øvrige erhvervspolitiske spørgsmål overlades til Landbrug og FødevarerLandbrugsraadet.

Dansk Gartneris vigtigste mærkesager er:

  • Energi- og klimapolitik (afgifter, CO2-målsætninger, tilskudsordninger m.v.)
  • Erhvervsfremmeordninger (innovationsloven, landdistriktspolitik m.v.)
  • Plantebeskyttelsesmidler (restindhold i spiselige produkter, fremskaffelse af nye midler, biologiske midler m.v.)
  • Skat/afgifter (afskrivningsregler, grønne afgifter, tilbageføring m.v.)
  • Markedsordningen for frugt og grønt (EU-støtte, handelsnormer m.v.)

Herudover arbejder Dansk Gartneri efter en kommunikationsstrategi, som er godkendt af bestyrelsen, og som tager sigte på at skabe og fastholde en tydelig presseprofil, der understøtter det erhvervspolitiske arbejde. Som et led i det erhvervspolitiske arbejde gennemføres desuden årligt et antal gartneribesøg for ministre, folketingsmedlemmer og ledende embedsmænd.

Hvert år i forbindelse med Dansk Gartneris generalforsamling aflægges et "interesseregnskab", så medlemmerne kan konstatere, at det erhvervspolitiske arbejde klart har medført flere fordele, end det har haft af omkostninger.

spacerspacer
bottom leafs