|
Tilskud fra Forebyggelsesfonden Formålet med Forebyggelsesfonden er at støtte projekter, der forebygger og forhindre fysisk og psykisk nedslidning. Gartnerierhvervet er ikke en nedslidningstruet branche. Men da mange gartnerier beskæftiger jobgrupper med ingen eller korte uddannelser, er der mulighed for tilskud fra fonden.
For at få et tilskud skal der være tale om projekter, der udgør en ekstra indsats i forhold til det, som virksomheden er forpligtet til ifølge lovgivningen. Det kan være forebyggelse af nedslidende rutiner og arbejdsgange, fastholdelse af medarbejdere med dårligt helbred eller ny teknologi, der understøtter forebyggelse og fastholder medarbejderne.
Forebyggelsesfonden kan yde op til 100 % i tilskud, idet der dog gælder særlige regler for tilskud til indkøb af ny teknologi. Mindre virksomheder med op til 50 ansatte er et særligt fokusområde i Forebyggelsesfondens handlingsplan 2009. Derfor kan disse virksomheder nu få tilskud til ekstern bistand til udarbejdelsen af ansøgningen.
Næste ansøgningsfrist er 10. august 2009. Fra den 10. juni vil der kunne findes et ansøgningsskema på fondens hjemmeside og være mulighed for at fremsende skemaet elektronisk. Fondens hjemmeside har adressen www.forebyggelsesfonden.dk.
Yderligere oplysninger: Bjarne Pugholm Johansen, telefon 3339 4546 eller e-mail: bpj@danskgartneri.dk
Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram
Som et væsentligt element i regeringens forslag til strategi for Grøn Vækst indgår et forslag om et Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP). Hensigten hermed er at styrke den strategiske forsknings-, udviklings- og demonstrationsindsats på jordbrugsområdet.
Innovationsudvalget under Fødevareministeriet har drøftet udspillet og i forlængelse heraf rettet henvendelse til fødevareminister Eva Kjer Hansen med en række konkrete anbefalinger til politisk stillingtagen.
De positive erfaringer fra Innovationsloven bør efter Innovationsudvalgets opfattelse inddrages ved etableringen af GUDP. Innovationslovens succes skyldes blandt andet lovens brede dækning og at ordningen er indrettet med henblik på at fremme en virksomhedsdreven innovation (bottom-up) med vægt på stor fleksibilitet i administrationen.
Herudover finder Innovationsudvalget, at det er nødvendigt at hele området bliver finansielt styrket og at det kan ske i forbindelse med udmøntningen af globaliseringspuljen i efteråret 2009. Særligt de virksomhedsinitierede projekter bør sikres. For eksempel i form af en særlig pulje til små projekter, der gennemføres inden for temaer.
Yderligere oplysninger: Bjarne Pugholm Johansen, telefon 3339 4546 eller e-mail: bpj@danskgartneri.dk
Fremskyndet udbetaling af landbrugsstøtte
Fødevareminister Eva Kjer Hansen har bedt Fødevareministeriet om at undersøge mulighederne for at fremskynde udbetalingen af EU's direkte støtte til jordbruget.
Efter den almindelige regel kan støtten tidligst udbetales fra 1. december. Men da støtten for 2009 finansieres af 2010-budgettet og budgetåret starter 16. oktober, vil det juridisk set være muligt at udbetale pengene allerede fra denne dato.
Siden 2005 er dansk gartneri og frugtavl blevet omfattet af støttemulighederne i Enkeltbetalingsordningen. På årsbasis udbetales omkring 50 mio. kr. til gartnere og frugtavlere. Støtten er på omkring 2300 kr. pr. hektar.
Yderligere oplysninger: Bjarne Pugholm Johansen, telefon 3339 4546 eller e-mail: bpj@danskgartneri.dk
Dansk Gartneri med i Landbrug & Fødevarer
Landbrugsraadet traf 3. juni 2009 endelig beslutning om at etablere den nye organisation, Landbrug & Fødevarer. Den skal fremover være erhvervspolitisk hovedorganisation for primærlandbrug og fødevareproduktion.
I forbindelse med dannelsen af den nye erhvervsorganisation har Dansk Gartneris bestyrelse drøftet branchens placering og mulighederne for den bedst mulige interessevaretagelse fremadrettet. Udgangspunktet har været et ønske om at bevare en selvstændig gartnerorganisation med egen juridisk identitet, økonomi, ledelse, profil m.v.
Dansk Gartneris bestyrelse ser positivt på etableringen af Landbrug & Fødevarer, og det er aftalt, at Dansk Gartneri erstatter sit nuværende A-medlemskab af Landbrugsraadet med et tilsvarende medlemskab af den nye organisation. På samme måde fortsætter samarbejdet uændret med de medarbejdere, som Landbrugsraadet hidtil har stillet til rådighed for Dansk Gartneris erhvervspolitiske arbejde.
Dansk Gartneri ønsker de fusionerende organisationer til lykke med opbakningen om den historiske beslutning og ser frem til det videre samarbejde.
Yderligere oplysninger: Kaj Jørgensen, formand, eller Flemming Nør-Pedersen, telefon 3339 4215 eller E-mail fnp@landbrug.dk
Møde om genforsikring af eksportkreditaftaler
3. juni blev der i Landbrugsraadet afholdt møde med EKF om genforsikring af eksportkreditaftaler. I mødet deltog vicedir. Jan Vassard, EKF. Herudover deltog en række repræsentanter for fødevarevirksomheder samt Gasa Group A/S.
En bordrunde på mødet afdækkede generelt set frustration over genforsikringsaftalen, som man oplever ikke fungerer efter hensigten (høje afslagsprocenter, høje omkostninger og strakstilbagekaldelser).
EKF oplyste, at der afholdes evalueringsmøde den 23. juni med deltagelse af de 3 private eksportkreditforsikringsselskaber, der opererer i Danmark. Til brug for dette møde indsamles "hårde data" (afslagsprocenter, godkendelsesprocenter, afslagsbegrundelser m.v. Data indsamles direkte fra selskaberne, så der også kan sammenlignes internt mellem de 3 aktører).
Gasa Group A/S rejste spørgsmålet om udvidelse af landekredsen (omfattet af EKFs genforsikring). EKF svarede, at kredsen er blevet fastlagt i samarbejde med EU, og at den hvert kvartal revurderes på baggrund af nye data for afslagsprocent ved de kommercielle selskaber og acceptrate siden 2007.
Eksportører, der har erfaringer med genforsikringsordningen, er velkomne til at fremsende disse snarest. De vil så indgå i forberedelsen af mødet den 23. juni
For yderligere oplysninger: Flemming Nør-Pedersen, telefon 3339 4215 eller E-mail fnp@landbrug.dk
 |
Jarl Cordua Nielsen Kommunikationskonsulent
Telefon: +45 3339 4224
E-mail: jac@lf.dk |
|