Uge 13/09: Ugebrev fra Dansk Gartneri

Printvenlig
 
Uge 13/09: Ugebrev fra Dansk Gartneri
 

Alle gartneriafgrøder med i Enkeltbetalingsordningen

Reglerne for tilskud efter Enkeltbetalingsordningen er blevet justeret. Alle gartneriafgrøder inkl. arealer med permanente afgrøder er nu blevet støtteberettigede uanset om de dyrkes på friland under glas eller en anden form for overdækning og udtagningsforpligtigelsen er samtidig bortfaldet. Arealer med fredskov, juletræer og pyntegrønt er dog fortsat ikke støtteberettigede.

Særligt bemærkes, at alle former for blomster er med i ordningen. Det støtteberettigede areal skal udgøre et sammenhængende areal på mindst 0,3 ha, men minimumsarealet gælder ikke arealer i lukkede væksthuse.

Enkeltbetalingsordningen er en EU-finansieret støtteordning til jordbrugere, hvor støtten ikke er afhængig af, hvad der dyrkes. For at kunne modtage støtten på omkring 2300 kr. pr ha, skal man både råde over både betalingsrettigheder og et produktionsareal. Der uddeles ikke betalingsrettigheder til de nye afgrøder i ordningen. Manglende betalingsrettigheder må derfor enten købes eller lejes.

I forlængelse af EU's sundhedstjek af Enkeltbetalingen vil der fra og med 2010 blive fastsat nye minimumsgrænser for udbetaling af tilskud efter Enkeltbetalingsordningen. Minimumsgrænsen kan i Danmark fastsættes i intervallet 1 ha til 5 ha. Reglerne er endnu ikke endeligt fastlagte.

For at modtage støtten skal der hvert år indsendes en ansøgning til FødevareErhverv om Enkeltbetaling via et Fælleskema, som skal være modtaget senest dagen før ansøgningsfristen. Fællesskemaet kan indsendes elektronisk på www.eha.dffe.dk eller med posten. I ansøgningsåret 2009 er ansøgningsfristen den 21. april. 2009.

Alle oplysninger om ordningen, herunder ansøgningsskemaet, vejledning m.v. kan findes på www.enkeltbetaling.dk. Hjælp til udfyldelse af ansøgningsskema m.v. kan fås ved henvendelse til GartneriRådgivningen på telefon 87 40 50 00.

Yderligere oplysninger: Bjarne Pugholm Johansen, telefon 33 39 45 46

Tilskud til ny miljøteknologi

Fødevareministeriet har sendt udkast til bekendtgørelser for ordningerne med tilskud til udvikling, demonstration og investering i ny miljøteknologi i høring hos jordbrugets organisationer.

Dansk Gartneris medlemskreds vil blive foreløbig orienteret om ordningerne via ugebrevet på grund af de foreliggende udkast til bekendtgørelser. I den forbindelse vil der blive taget de nødvendige forbehold for senere ændringer. Første gang ordningerne bliver åbnet for ansøgning forventes at blive i maj måned 2009.

Yderligere oplysninger: Bjarne Pugholm Johansen, telefon 33 39 45 46


Obligatorisk opfølgningskursus på sprøjte certifikat og bevis.

Miljøstyrelsen har fremsendt en undervisningsbekendtgørelse i høring.

Formålet med bekendtgørelsen er, at få indført bestemmelser, som sikrer en bæredygtig anvendelse af pesticider samt en overensstemmelse med gældende EU-lovgivning.

Dette sker bl.a. ved, at de erhvervsmæssige brugere af plantebeskyttelsesmidler, som er i besiddelse af et sprøjtecertifikat eller et sprøjtebevis eller som har gennemført et kursus eller uddannelsesforløb, som fritager fra kravet om opnåelse af sprøjtecertifikat eller -bevis, skal gennemføre et opfølgningskursus hvert fjerde år.

Formålet med kurset er, at brugerne får kendskab til den nyeste teknik inden for bl.a. sprøjtekendskab og pesticidanvendelse. Kurset skal have en varighed på mindst 7 timer. Der udstedes bevis for gennemførelse, men kurset omfatter ikke prøveaflæggelse/eksamination.

Beviser/certifikater før 31. marts 1995, skal på kursus inden 1. april 2010.

Beviser/certifikater mellem 1. april 1995 og 31. marts 2002, skal på kursus inden 1. april 2011.

Beviser/certifikater mellem 1. april 2003 og 31. marts 2009, skal på kursus inden 1. april 2012.

Anerkendelse af kvalifikationer opnået uden for Danmark

Bekendtgørelsen implementerer herudover dele af direktiv 2005/36 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, når brugerne kommer fra andre EU-, EØS-lande eller lande, som EU har indgået aftale med om udøvelse af lovregulerede erhverv.

Hermed åbnes der op for at man vil anerkende eventuelt tilstrækkelige kvalifikationer opnået i andre lande. Der skal søges om en godkendelse, hvor der så efter en konkret vurdering kan gives en tilladelse svarende til et sprøjte certifikat/bevis.

Kravene er primært EU krav, og vil også tage højde for kravene på dette område i det nye EU- direktiv for bæredygtig pesticid anvendelse. Dernæst ligger det i forlængelse af tidligere aftaler på området. På den baggrund har Dansk Gartneri ikke bemærkninger til bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. april 2009.

For yderligere oplysninger: Torben Lippert telefon 3339 4549 eller tbl@danskgartneri.dk


Tilskud til grønne investeringer (opdateret)

Fødevareministeriet vil åbne en ny tilskudsordning med mulighed for op til 40 procent tilskud til grønne investeringer hos landmænd og gartnere.

Det fremgår af et udkast til bekendtgørelse, som Fødevareministeriet har sendt i høring hos organisationerne.

Pengene til ordningen kommer fra en omstruktureringsfond, der blev etableret i forbindelse med reformen af markedsordningen for sukker i 2006. Midlerne skal fordeles til de geografiske områder, der dengang blev berørt af en kvoteafgivelse. I Danmark er støtten er således forbeholdt landmænd og gartnere i Region Sjælland og Region Syddanmark. Der er 56 mio. kr. til fordeling.

Efter udkastet til bekendtgørelsen vil der kunne ydes tilskud til:

• Investeringer i miljømæssigt og klimamæssigt bæredygtigt jordbrug. Som eksempler på investeringer nævnes biogasanlæg, luftrensningsanlæg, investeringer i pesticidreduktion og investeringer med henblik på energireduktion.

• Investeringer i forbedring af arbejdsmiljøet i jordbruget.

Fødevareministeriet ligger op til, at ansøgningerne skal prioriteres af myndighederne i forhold til følgende 3 kriterier:

• Investeringens nyhedsværdi således at investeringer i helt ny teknologi prioriteres højest.

• Den forventede effekt af investeringen i forhold til ordningens indsatsområde.

• Den forventede forbedring af det økonomiske resultat af den primære drift.

Ansøger skal være opmærksom på, at det er et krav, at projektets gennemførelse også skal medføre et forbedret økonomisk resultat af den primære jordbrugsbedrift.

Sidste frist for ansøgning forventes at blive den 1. juni 2009 og projektet må forventes at skulle være afsluttet senest den 30. september 2010. Tilskuddet vil blive på mellem 35 og 40 procent af de tilskudsberettigede udgifter.

Ordningen skal administreres af FødevareErhverv. Når bekendtgørelsen er trådt i kraft vil yderligere oplysninger om ordningen kunne læses på FødevareErhvervs hjemmeside www.dffe.dk. Her vil ansøgningsskema og vejledning også kunne findes.

Har du brug for hjælp til konkretisering af projektet, udfyldelse af ansøgningsskema m.v. står GartneriRådgivningen gerne til rådighed. Henvendelse kan rettes til konsulent Mona H. Christensen på telefon 87 40 50 00 eller pr. mail mhc@landscentret.dk

For yderligere oplysninger: Bjarne Pugholm Johansen, telefon 3339 4546 eller e-mail: bpj@danskgartneri.dk

Yderligere oplysninger: Torben Lippert, tlf.3339 4549 eller e-mail tbl@danskgartneri.dk

Gartneri præsenterer overskudsvarme-teknologi ved klimatopmødet

I forbindelse med klimatopmødet præsenterer Gartneri Hjortebjerg ved Haarslev ny teknologi, der sætter det nordfynske blomstergartneri i stand til at opfange og lagre den overskudsvarme, som på solbeskinnede dage vil blive skabt i de 4000 kvadratmetre, der er opført på gartneriet . Det skrev Fyens Stiftstidende i lørdags..

Gartneriejer Steen Juul Thomsen forklarer, at det er takket være nyudviklet og banebrydende teknologi, at gartneriet vil være i stand til at overføre overskudsvarmen fra drivhuset til vand, der pumpes til lagring i undergrunden under drivhuset. Og her vil varmen befinde sig, indtil den pumpes op for at kunne gøre gavn på køligere dage.

- Altså vil vi kunne bruge al den varme og energi, vi nu til dags lukker ud i ingenting ved at åbne vinduerne i vores væksthuse, siger Steen Juul Thomsen til avisen.

Gartneriet har investeret på omkring 10 millioner kroner i projektet med at lagre og anvende overskudsvarme fra drivhuset. Derudover er blandt andre Agrotech-Institut for Jordbrugs- og Fødevareinnovation, Danfoss og Region Syddanmark involveret i projektet.





Jarl Cordua Nielsen Jarl Cordua Nielsen
Kommunikationskonsulent
Telefon: +45 3339 4224
E-mail: jac@lf.dk

Afmeld nyhedsbrev

bottom leafs