Danske landmænd betaler de højeste lønninger
Under overskriften: "Stor gæld og høje lønninger hæmmer landbrugets konkurrenceevne" har Fødevareøkonomisk Institut netop offentliggjort tre rapporter, der undersøger konkurrenceevnen og rammevilkårerne i den danske landbrugs- og fødevaresektor.
Seniorforsker fra Fødevareøkonomisk Institut, Kim Martin Lind, tilkendegiver i forbindelse med offentligtgørelsen på hjemmesiden, at "[d]et er især lønninger og niveauet for indkomstskatter og afgifter samt administrative byrder, der vurderes at have negativ indflydelse".
Jyllands-Posten har på baggrund af tallene fra rapporten udarbejdet en grafisk illustration af lønningerne i den danske landbrugssektor sammenlignet med en række andre europæiske lande. Af vedhæftede figur fremgår det, at den gennemsnitlige timeløn for købt arbejdskraft i Danmark er 20,5 euro pr. time. Dette er mere end dobbelt så meget som i flere af de store europæiske økonomier, eksempelvis Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, og dermed ligger timelønnen i Danmark over 11 gange højere end i Polen. 16 lande med landbrugsproduktion er medtaget i figuren, der kan ses her.






