Landbrug og gartnerier har adgang til Vækstkaution i Vækstfonden. Står virksomheden over for at skulle investere i forretningsudvikling eller nyt produktionsapparat og har svært ved at få de nødvendige bank- eller realkreditlån, så kan Vækstkaution være løsningen. Vækstkaution kan også benyttes ved køb af virksomhed eller etablering af ny virksomhed inden for jordbruget.
Landbrug og gartnerier kan få finansiering med Vækstkaution efter samme principper, som gælder for små og mellemstore virksomheder inden for andre erhverv. EU-regler om statsstøtte betyder dog, at der gælder nogle særlige betingelser.
Kautionen kan anvendes til finansiering af:
- køb af fast ejendom, herunder ejerskifte. Udgifter til køb af jord må imidlertid ikke udgøre mere end 10 % af de samlede projektudgifter
- opførelse eller forbedring af fast ejendom
- udgifter til køb af driftsinventar, maskiner, it og udstyr
- køb af ydelser fra konsulenter, rådgivere m.v. i forbindelse med ovennævnte udgifter
- andre udgifter op til 550.000 kr.
Sammen med den sikkerhed, som gartneriet selv kan stille, kan Vækstkaution bruges til at afdække risiko på bank- og realkreditlån eller i forbindelse med leasing og factoring. Kautionen dækker 75 % af tabet på finansieringen efter sikkerheder og andre kautioner. Udbetaling af garantien til et finansieringsinstitut kan ske, når lånet er misligholdt.
For realkreditlån gælder en særlig 50 % - regel. Den betyder, at lån dækket af Vækstkaution højst må udgøre 50 % af projektets omkostninger. Reglen gælder ikke lån via pengeinstitutter, medmindre lånet er sikret fuldt ud inden for lånegrænsen for realkreditbelåning.
Vækstkaution til en jordbrugsvirksomhed kan maksimalt dække lån på op til 10 mio. kr. Prisen for kautionen er en stiftelsesprovision på 2 % af garantibeløbet og en årlig præmie på 1,25 %. Løbetiden er fra 0 til 10 år.
Jordbrugets adgang til Vækstkaution udløber ved årsskiftet. Danmark har imidlertid ansøgt EU-kommissionen om en forlængelse og en forhøjelse af loftet over garantibeløbet fra 10 til 25 mio. kr. er under forberedelse.
Det er finansieringsinstituttet, som skal indsende ansøgningen om Vækstkaution til Vækstfonden. Et særligt ansøgningsskema til brug for landbrug og gartnerier kan hentes på Vækstfondens hjemmeside www.vf.dk.






