Bestyrelsesmøde
Den Grønne Væsktklynges bestyrelse har den 5. september holdt møde hos Bøg Madsen, hvor dir. Hans Schultz orienterede om virksomheden, dens udvikling, nøgletal m.v. Der var efterfølgende en engageret debat, bl.a. om strukturen inden for afsætningen af blomster og planter. Der blev endvidere givet en status fra forskellige arbejdsgrupper.
VE-analysen
Klima- og energigruppen orienterede bl.a. om den analyse, der er gennemført af de økonomiske forhold i forbindelse med investeringer i vedvarende energianlæg til væksthusgartnerier. Analysen viser, at der er behov for offentlig medfinansiering, da de nødvendige investeringer er så store, at tilbagebetalingstiden bliver urealistisk lang. Se analysen på dette link:
http://danskgartneri.dk/Den_Groenne_Vaekstklynge/3_Baeredygtighed/3_a_Energi_og_klima/~/media/Økonomiberegning%20VE.ashx
Samarbejde med DanGartek?
Klima- og energigruppen vil i det videre arbejde bl.a. fokusere på de muligheder for energieffektiviseringer, der fortsat eksisterer i erhvervet. Et fællesarrangement med DanGartek i januar 2012 er her i støbeskeen.
Designerideer på IPM?
Arbejdsgruppen for mode, design, boligindretning og fremstød har fortsat spændende drøftelser og samarbejde med designskolerne i såvel København som i Kolding. Der arbejdes aktuelt med et projekt, hvor en gruppe designstuderende skal komme med ideer til, hvordan design og potteplanter kan tænkes sammen på nye måder. Målsætningen er, at ideer herfra vil kunne være med til at skabe ekstra stor opmærksomhed omkring den danske stand på den kommende IPM-udstilling.
Politisk netværkskonference på Christiansborg
Den Grønne Vækstklynge drøftede ideen om at afvikle en politisk netværkskonference på Christiansborg så hurtigt som muligt efter Folketingsvalget. Der var opbakning til, at Dansk Gartneri sætter dette i værk for hurtigst muligt at få skabt nyt netværk til de relevante folketingsmedlemmer, ministre m.fl.
Gartnermøde på Syddansk Universitet
Den Grønne Vækstklynge drøftede ideen om et gartnermøde på Syddansk Universitet den 5. oktober kl. 16.00. På mødet skal der sættes fokus på den hidtidige indsats i regi af Den Grønne Vækstklynge, og derudover vil forskellige medarbejdere fra universitetet holde oplæg om branding, "smagen af Fyn" og "tendenser i forbrugermarkedet". Notér allerede nu datoen og hold øje med yderligere information om mødet!
De resterende arbejdsgrupper under Den Grønne Vækstklynge
På bestyrelsesmødet blev det oplyst, at der nu startes følgende nye arbejdsgrupper op:
· Salg og markedsføring med Per Christensen som formand. 1. møde bliver 29. september.
· Forskning, innovation og uddannelse med Kr. Madsen som formand. 1. møde bliver 26. september.
Konference i 2012
Endelig foreslog Kr. Madsen, at Dansk Gartneri i 2012 arrangerer en konference for den spiselige sektor, hvor der sættes fokus på udviklinger og tendenser, sundhed og ernæring, danske produkter, fødevaresikkerhed m.v. Bestyrelsen bakkede op om denne ide, som nu vil blive drøftet og kvalificeret videre i Dansk Gartneri.






