Potteplantegartneriernes driftsresultat blev næsten fordoblet i 2010 til 419.000 kr. pr. gartneri efter flere års tilbagegang. Det viser en ny Regnskabsstatistik for gartneri, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.
Stigningen i driftsresultatet skyldes højere priser på potteplanter. For de øvrige driftsformer inden for gartneriet er driftsresultatet enten faldet eller stagneret. For heltidsgartnerier samlet set blev det gennemsnitlige driftsresultat for 2010 derfor på samme niveau som i 2008 og 2009 og udgjorde 243.000 kr. pr. virksomhed.
Inden for produktionen af grøntsager gik det bedst på friland. For gartnerier med frilandsgrønsager blev driftsresultatet 323.000 kr., hvilket er næsten uændret i forhold til året før. For væksthusgrønsager var der derimod stor tilbagegang, og som den eneste af gartnerierhvervets driftsformer blev driftsresultatet negativt, minus 125.000 kr.
For planteskoler og frugtplantager gik driftsresultatet tilbage til henholdsvis 121.000 kr. og 63.000 kr. pr. gartneri.
Investeringer i heltidsgartnerierne steg samlet set lidt i forhold til 2009 til i gennemsnit 435.000 kr. pr. heltidsgartneri. Investeringerne var størst i gartnerier med frilandsgrønsager, hvor der blev investeret for knap 1 mio. kr. pr. gartneri.
Yderligere information om gartneriernes regnskabsresultater i 2010, herunder oplysninger om brugerfamiliernes indkomst, forbrug og opsparing kan læses på Statistikbankens hjemmeside www.dst.dk/stattabel/1346.





