Møde med klima og energiminister Martin Lidegaard

Printvenlig
18.11.2011

Dansk Gartneri har d. 15. november afholdt møde med Martin Lidegaard om gartnerierhvervets udfordringer i forbindelse med en kommende energipolitisk aftale, hvor stigende PSO-afgifter, nettariffer, NOx-afgifter og overgang til biomasse på de centrale værker vil kunne medføre at væksthusgartnerierne vil blive påført nye omkostninger på mere end 100 mio. kr. årligt.

Martin Lidegaard understregede på mødet, at han var bekendt med erhvervets udfordringer og Dansk Gartneri´s løsningsforslag og orienterede om, at regeringen overvejer at etablere en tilskudsordning indeholdende 500 mio. kr. Det er endnu usikkert om ordningen vil blive etableret som et driftstilskud til vedvarende energi eller som en tilskudsordning til investeringer.

I den energihandlingsplan, som den ny regering vil offentliggøre i den kommende uge, vil det blive foreslået, at de 500 mio.kr. anvendes som investeringstilskud – antagelig til såvel vedvarende energianlæg, tilslutning til fjernvarme og diverse energieffektiviseringer – men Martin Lidegaard understregede, at spørgsmålet kan og vil blive forhandlet i den kommende proces.

Klima- og energiministeren var derimod afvisende overfor Dansk Gartneris ønske om at indføre lempelser på PSO-afgifterne med henvisning til, at fritagelse for nogle vil gøre det dyrere for andre.

Energiforhandlingerne på Christiansborg vil blive påbegyndt d. 21. november. Umiddelbart herefter vil regeringens forslag til handlingsplan blive offentliggjort, og der er herefter aftalt forhandlingsmøder stort set hver anden dag frem mod jul.

spacerspacer
spacerspacer
Leif Marienlund
Leif Marienlund
Konsulent
Telefon: +45 3339 4547
bottom leafs