I et debatindlæg i dagbladet Børsen skriver Dansk Gartneris formand, gartneriejer Kristian Madsen:
Regeringens energi- og klimaudspil er nu blevet offentliggjort, og Dansk Gartneri har regnet på konsekvenserne for væksthusgartnerierne.
Samlet set bliver der ved fuld indfasning af udspillet tale om højere energiomkostninger på ca. 100 mio. kr. årligt som følge af højere PSO-betalinger dyrere fjernvarme m.v.
Hertil kommer en femdobling af NOx-afgifterne. For væksthusgartnerierne koster det 14 mio. kr. årligt.
Det giver en samlet merbelastning på 114 mio. kr. årligt.
For at få en ide om alvoren kan man det i forhold til sektorens samlede indtjening på 125 mio. kr. i 2010.
Regeringens udspil vil således svare til, at en lønmodtager fik reduceret sin løn med 91 pct. Det kan kun de færreste og bedst polstrede overleve.
I Danmark vil gartnerierne visne. Forbrugerne vil så fremover være henvist til importerede væksthusgrøntsager med flere pesticidrester og rester af midler, der slet ikke er tilladt i Danmark.
Sektoren giver i dag anledning til 10.000 job – direkte og indirekte.
Og efter branchens vurdering er to tredjedele heraf truet med det nye udspil.
Rammevilkårene for at drive konkurrenceudsat og energiintensiv virksomhed i Danmark forringes atter. Også hvis man sammenligner med vores konkurrerende lande som Sverige, Tyskland og Holland.
I stedet bør man udbygge det aftaleinstrument, som siden 1996 og frem til 2010 har medvirket til energibesparelser i væksthussektoren på næsten 40 pct.
Herudover bør man fastfryse PSO-bidraget fra de energiintensive og konkurrenceudsatte virksomheder, så disse virksomheder fortsat kan operere i Danmark og være grundlag for tusinder af gode job i serviceindustrien og den offentlige sektor.






