Børsen skriver fredag:
Regeringens ønske om at femdoble de grønne afgifter for dem, der udleder de giftige NOx-partikler i luften, udløste i går en chokreaktion i gartnerisektoren, hvor mange gartnerier opvarmes med egne gasfyrede kraftvarmeværker.
Beregninger fra brancheorganisationen Dansk Gartneri viser, at sektoren vil blive ramt af merudgifter på 14 mio. kr. om året, når afgiften stiger fra 5,20 kr. pr. kilo til 25 kr. pr. kilo NOx.
Alene det store potteplantegartneri Knud Jepsen uden for Aarhus, der bruger naturgas til opvarmning, vil blive ramt af en ekstraregning på 800.000 kr. om året. Gartnerier, der har adgang til fjernvarmenettet, slipper til gengæld med mindre stigninger.
“Hvis Danmark går enegang, lukker vi dansk produktion ned, og så importerer vi bare fra Tyskland, Holland eller Sverige i stedet for. Og NOx’erne stopper jo ikke ved grænserne,” siger Kristian Madsen, formand for Dansk Gartneri og indehaver af storgartneriet PKM i Odense.






