Dansk Gartneri: Færre fund af pesticidrester i dansk frugt og grønt

Printvenlig
30.11.2011

Pressemeddelelse

Fødevareministeriet har offentliggjort den årlige rapport om Fødevarestyrelsens fund af pesticidrester i frugt og grønt for 2010.

Resultaterne i rapporten tegner - set over en årrække - et såkaldt ”normalt billede”, hvor udviklingen må betegnes som positiv.

I 2010 blev der imidlertid konstateret flere fund af pesticidrester i dansk frugt end i 2009, men det skal ses i lyset af vejret i 2010 var gunstigt for svampesygdomme i kernefrugt og jordbær. Endvidere har producenterne oplevet stigende problemer med viklere i kernefrugt. Det forklarer, de beklagelige stigning af fund af pesticidrester i enkelte afgrøder.

Der er også fundet flere pesticidrester i udenlandske produkter, hvilket også hører til et ”normalt billede”.

I dansk frugt fandt Fødevarestyrelsen i 2010 rester i ca. 50% af prøverne mod ca. 75% i den udenlandske frugt. Forskellen er således endnu mere markant i grøntsager, hvor der kun findes

pesticidrester i godt 12% af de danske prøver, hvorimod der blev registreret fund i hele 38% af prøverne for udenlandsk grønt.

Det er bemærkelsesværdigt, at der for tomater ikke blev registreret fund af pesticidrester i den danske produktion. Der blev til gengæld fundet pesticidrester i mere end halvdelen af de udenlandske tomater. Det er i øvrigt også interessant, at Fødevarestyrelsen identificerede 21 forskellige pesticider i de udenlandske tomater.

- De gode danske tal er kun fremkommet gennem en mangeårig og vedvarende stor indsats hos producenterne. Og vi fortsætter naturligvis arbejdet, så vi kan blive endnu bedre, men det kræver også at politikerne anerkender vores indsats og ikke pålægger os flere omkostninger. Det giver jo ikke mening, at straffe danske producenter, når vores produkter scorer bedre resultater mht. pesticidrester end vore udenlandske konkurrenter, siger frugtavler Mogens Christensen, næstformand i Dansk Gartneri en kommentar. 

- På den ene side roser man erhvervet for at producere fødevarer med ingen eller få pesticidrester, dette gælder både i den økologiske og konventionelle danske væksthus produktion. Samtidig er regeringen i gang med at gennemføre en energiplan, som via afgifter i den grad vil true den produktion, som man gerne vil kunne tilbyde forbrugeren. Det er et klart selvmål man er i gang med, mener Mogens Christensen.    

Branchen hilser det derfor særdeles velkommen, når fødevareminister Mette Gjerskov i rapporten i øvrigt bemærker, ”at forskellen mellem danske og udenlandske varer viser, at det er muligt at producere frugt og grønt på en måde, som resulterer i færre sprøjtegiftrester.” Dertil kommer, at fødevareministeren anerkender, at netop det ”er resultatet af benhårdt arbejde i blandt andet danske gartnerier, og producenternes fremtid ligger i at blive bedre til netop dette arbejde. Færre sprøjtegiftrester giver en stærk konkurrence-fordel over for forbrugerne”.

 Fødevareministeren vil tage kontakt til erhvervet, for at drøfte hvordan det kan gøres endnu bedre. Dansk Gartneri ser naturligvis frem til at drøfte dette og andre spørgsmål med fødevareministeren.

For yderligere oplysninger Mogens Christensen telefon 4016 4196 eller konsulent Torben Lippert telefon 2441 9432.

spacerspacer
spacerspacer
Torben Lippert
Torben Lippert
Konsulent
Telefon: +45 3339 4549
bottom leafs