Den økonomiske situation i Danmark og EU er meget usikker, for nu at sige det afdæmpet. Sydeuropas økonomiske problemer er voldsomme og den politiske handlekraft lille. Mange eksperter frygter recession og nye store jobtab. I lyset af den situation lancerede regeringen så i går sit finanslovsforslag, der bl.a. rummer en femdobling af NOx-afgiften. For Dansk Gartneris medlemmer vil det betyde øgede omkostninger på 14 mill. kr. årligt. Man kan synes, at det er et lille beløb i f.t. vores produktionsværdi på 4,5 mia. kr. Men problemet er, at denne nye belastning kommer oven i EUs absolut højeste omkostninger. Der er én helt sikker konsekvens af denne nye afgift: Den kommer til at koste arbejdspladser. Virkeligheden er, at mange gartnerivirksomheder - navnlig uden for fjernvarmenettet - er så presset på økonomien, at alle ekstra omkostninger nødvendigvis må balanceres ud af andre besparelser. Så med nye isolerede danske afgifter accelererer jobtabet til udlandet, og vores konkurrenceevne i f.t. vores nabolande Sverige, Tyskland og Holland bliver yderligere forringet.






