Med 7 nye innovationskonsortier får 55 virksomheder - herunder en række gartnerivirksomheder - nu mulighed for at innovere i tæt samspil med forskere og rådgivere. En analyse viser, at virksomheder i innovationskonsortier får op til 20 mio. kr. højere værditilvækst end sammenlignelige virksomheder.
- Nye plantetyper skal sikre sundere fødevarer
- Restprodukter fra landbrug, fødevarer og foderindustri skal omsættes til naturlige ingredienser og energi
Det er nogle af de udfordringer, som de 7 nye innovationskonsortier vil arbejde på at løse de kommende år. Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet støtter konsortierne med 92 mio. kr., og derudover lægger parterne selv 138 mio. kr.
Det skriver Forsknings- og Innovationsstyrelsen i en pressemeddelelse mandag
Blandt de syv konsortier er Innovationskonsortiet, der med projektet "Innovative planter" har fået bevilget et beløb på 11,3 mio. kr. Budgettet er i alt 27,8 mill. kr
Administrator bliver AgroTech A/S
Med i konsortiet er Knud Jepsen A/S, Graff Breeding A/S, Gartneriet PKM A/S, Graff Kristensen A/S, Dow AgroSciences Denmark A/S og Vitroform.
De to forskningsinstitutioner Københavns Universitet – LIFE og Leibniz University (Tyskland) deltager, mens Dansk Gartneri er partner.
Konsortiets formål er ifølge projektbeskrivelsen, at bidrage til løsning af de store udfordringer, der er forbundet med at udvikle nye teknikker til udviklingen af nye planter og planteprodukter. Derved medvirker konsortiet til at styrke dansk jordbrugs position på det globale marked, hvilket er nødvendigt for at sikre en fortsat stærk gartneri- og planteavlssektor i Danmark.
Konsortiets resultater vil være til gavn for et bredt spektrum af virksomheder inden for planter og planteprodukter. Konsortiets resultater kan anvendes til frembringelse af nye vegetabilske fødevarer og fødevareprodukter samt planter, der kan bruges til produktion af helsefremmende stoffer, medicin, bioenergi, industrielle formål mv. Konsortiets resultater bidrager samtidigt med løsninger til tidens store samfundsmæssige udfordringer såsom folkesundhed, klimaforandringer, miljøbelastninger m.m.






