Dansk Gartneri holdt onsdag generalforsamling på Hotel Nyborg Strand.
Formanden Kaj Jørgensen sagde bla. i sin beretning:
Om prisudviklingen for potteplanter:
- Gartneriets udgangsposition her primo 2011 er på mange måder positiv. Ser man eksempelvis på udviklingen i priserne for de 8 mængdemæssigt største potteplantekulturer i Danmark. Her steg potteplantepriserne gennemsnitligt med 5 pct. i 2010, men der var også store forskelle for de enkelte produkter.
- Dette er et billede, der går igen i hele gartnerisektoren – der har i 2010 været en fornuftig og helt nødvendig prisudvikling, men der er også stadig plads til forbedringer.
- Også vores store afsætningsselskaber er kommet godt ud af den finansielle krise.
Om sektorens udvikling og fremtid:
- Den danske gartnerisektor har i 15-20 år været på en stagnationskurs – karakteriseret ved det, vi kalder ”den onde cirkel”. Det emne har jeg sidste år været grundigt omkring, så i år vil jeg ikke gå detaljer med det, men bare understrege vigtigheden af, at der brydes med dette mønster. Det er en fælles udfordring, som vi i branchen og samfundet må tage på os at løse.
- Udfordringen er desværre ikke speciel, men snarere typisk for en række industrisektorer i Danmark. Vi har nok verdens højeste produktionsomkostninger – lige meget hvilke indsatsfaktorer vi måler på – og det kan jo ikke hænge sammen, hvis vi ikke samtidig producerer nogle varer, som kan hjembringe de højeste priser.
- I forhold til at skabe vækst og ny fremdrift i den danske gartnerisektor er vi fortsat afhængige af rimelige rammevilkår og en lige spilleplade. F.eks. er det stadig nødvendigt med afgiftslempelserne for det konkurrenceudsatte og energitunge væksthusgartneri. Vi har med vores arbejde med energieffektivisering opnået flotte resultater (-35 % målt over perioden fra 1996 til 2009), og vi vil gerne fortsat bidrage til udviklingen mod et fossilfrit Danmark, men det kræver store investeringer.
Om organisationens fremtid:
- Vi bliver fortsat færre, men større gartnerier i Danmark. Det afleder en række udfordringer til en medlemsfinansieret forening som Dansk Gartneri - og de andre organisationer inden for branchen for den sags skyld.
- Jeg har påpeget, at der er behov for, at vi får kigget på vores samlede organisationssystem inden for branchen. Får kigget på, om vi også i fremtiden har brug for alle de ”kasser og organisationer”, vi har fået bygget op – dengang vi var mange flere medlemmer.
- I forhold til det erhvervspolitiske arbejde, så har vi efter bestyrelsens vurdering et effektivt og målrettet sekretariat i København. Det kan ikke tåle at blive mindre, hvis det skal give mening at fastholde en selvstændig organisation.
- Der skal derimod fokus på de administrative omkostninger (regnskaber, budgetter, indberetninger, revisorattestationer osv.). Vi skal have som mål at reducere det samlede ressourceforbrug til denne type af opgaver mest muligt.






