To danske virksomheder i henholdsvis Grindsted og Kolind har fået leveret spanske agurker fra et parti fra Spanien, som er inficerede med den e-colibakterietype, som i øjeblikket hærger i Nordtyskland og også har smittet flere forbrugere fra Danmark. Oplysningerne stammer fra de tyske fødevaremyndigheder, som har udsendt dem via det fælleseuropæiske fødevarevarslingssystem.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Fødevarestyrelsen har på baggrund af oplysningerne fra Tyskland kontaktet de to virksomheder og pålagt dem at trække partierne tilbage fra handlen.
Fødevarestyrelsen fastholder stadig sine råd til forbrugerne om ikke at spise rå agurk fra Spanien og rå agurk, tomat og salat fra Nordtyskland, da kilden ikke med sikkerhed er fastslået.






