Afsætningen af danske agurker er fortsat presset og også andre grøntsager er negativt påvirket af situationen. Som bekendt er der ikke fundet ecoli bakterier i nogen danske agurker, og vi anser det for helt usandsynligt, at det skulle kunne ske - sådan som der produceres, vandes, gødskes og kontrolleres i Danmark.
Dansk Gartneris bestræbelser har siden frifindelsen derfor bestræbt sig på at præge presseomtalen i retning af, at den manglende efterspørgsel er ved at koste danske agurkeproducenter livet, selvom de aldrig har været anledning til fødevaresikkerhedsproblemer. Og at det er skidt for folkesundheden, hvis forbrugerne på et ikke-eksisterende grundlag fravælger danske grøntsager.
Vi kan glæde os over, at disse bestræbelser - med solid opbakning fra agurkeproducenterne - har ført til fin omtale i DR, TV 2, JP, BT, Ritzau m.v. Ja i forhold til TV, så var der i går tale om næsten ubetalelig god omtale.
Læs og se mere om indslaget i TV2Nyhederne her: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-40423224:agurkesalg-faldet-med-70-procent.html?forside
Læs og se mere om indslaget i TV2Nyhederne her: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-40423224:agurkesalg-faldet-med-70-procent.html?forside
I dag supplerer vi med udsendelse af pressemeddelelse, der fokuserer på samme tema: Uskyldige danske agurkeproducenter bliver ramt her med fokus på Klarskov-familiens gartneri ved København. Pressemeddelelsen sendes bredt ud, også til distrikts- og lokalaviser m.v.
Derudover overvejes p.t. nationalitetsmærkning af alle danske grøntsager (agurkerne er jo normalt mærket), så forbrugerne får mulighed for et kvalificeret og oplyst valg. Endelig overvejes det - også i lyset af, hvor hurtigt afsætningen normaliseres - at indrykke annoncer i en række landsdækkende dagblade.
I f.t. de 20 danske agurkeproducenter, der er hårdest ramt af situationen, så har vi formuleret et ønske om, at fødevareministeren eller EU finder midler til en kompensationsordning. EUs landbrugsministre skal mødes midt på denne måned og drøfte situationen, idet også spanske og hollandske avlere har lidt store tab. Dansk Gartneri har indledt samarbejde med både Landbrug & Fødevarer og Fødevareministeriet om forberedelserne til dette møde, og vil en af de nærmeste dage rette en direkte henvendelse til fødevareminister Henrik Høegh.
Endelig har vi bedt de danske afsætningsorganisationer om at opsamle data, så de hurtigt kan dokumentere de tab, deres tilknyttede avlere har lidt som følge af situationen. Tabet skal opgøres i f.t. en "alt andet lige situation".
Yderligere oplysninger:
Næstformand Mogens Christensen, telefon 4016 4196
Sekr.chef Flemming Nør-Pedersen, telefon 2724 5715
Konsulent Torben Lippert, telefon 2441 9432






