Dansk Gartneri har d. 24. juni på ny kontaktet økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen med en anmodning om et snarligt møde om regeringens ”Energistrategi 2050”. I brevet er der vedlagt yderligere beregninger af konsekvenserne ved at gennemføre forslaget for helt konkrete gartnerivirksomheder.
Samme beregninger er tillige sendt til samtlige centrale politikere i energiforhandlingerne med en kraftig opfordring til, såvel at fritage væksthusgartnerier for de foreslåede nye PSO afgifter, som at indføre en tilskudsordning til vedvarende energi, der anvendes som brændsler i erhvervslivets processer.
Endvidere har DI på Fyn nu givet tilsagn om, at organisationen gerne vil være medunderskriver af en fælles henvendelse fra fynsk erhvervsliv til de økonomiske ministre med efterlysning af en VE tilskudsordning. DG vil udarbejde udkast til fællesbrev i starten af den kommende uge. Og det kan nu også konstateres, at der ikke vil blive indgået noget energipolitisk forlig på denne side af sommerferien, da næste forhandlingsmøde først er planlagt til at finde sted i august måned.






