Den 22. juni 2011 afleverede Skovpolitisk Udvalg sin rapport. Anbefalingerne fra udvalget til regeringen tager udgangspunkt i, at skov og træ er nøglen til en bæredygtig fremtid og svaret på mange af tidens største udfordringer inden for klima og miljø.
Det var miljøminister Karen Ellemann, som i sommeren 2010 nedsatte Skovpolitisk Udvalg. Uvalgets opgave var at komme med forslag til en fremtidig skovpolitik, som lagde vækst på flersidig anvendelse. Samtidig ønskede ministeren at skabe mere opmærksomhed om skovenes betydning.
- ”Udvalget har gennem det sidste år arbejdet med at afklare, hvordan mere skov i Danmark kan løse en lang række af fremtidens udfordringer. Rapporten kommer med konkrete bud på, hvordan skov kan give bedre klima, bidrage med mere energi, give bedre natur og mere friluftsliv”, siger formanden for Skovpolitisk Udvalg, Erik Bisgaard Madsen, i en pressemeddelelse.
- ”Ud over at bidrage positivt til klima og energi vil mere skov øge biodiversiteten herhjemme, give en bedre grundvandsbeskyttelse og mere friluftsliv. Træ er nøglen til en bæredygtig fremtid - men i dag får skoven slet ikke den opmærksomhed, den fortjener. Derfor er en af vores anbefalinger, at Danmark prioriterer forskning og formidling af bæredygtig produktion og forbrug af træ og skovprodukter. Det vil være med til at åbne danskernes øjne for skovens potentiale og samtidig sætte gang i udviklingen af endnu flere spændende træ- og skovprodukter”, siger Erik Bisgaard Madsen
I februar måned rettede Danske Planteskoler/Dansk Gartneri henvendelse til Skovpolitisk Udvalg. Budskabet var blandt andet, at en øget skovtilplantning i Danmark bør tage hensyn til den relativt lange produktionstid for planteskoleplanter, så de danske planteskoler fortsat vil være i stand til at levere planter af den ønskede proveniens.
Læs udvalgets rapport her






