- Det er klassikeren, at så snart der er en lille krise, skal der straks sendes flere penge. Jeg synes simpelthen, det er hysteri. Og hvorfor er det, at landmænd altid kræver flere penge, når der er en krise? Vi redder jo ikke tøjindustrien, bilindustrien eller andre brancher, som får problemer, siger Schaldemose.
Hun opfordrer i stedet til, at EU bruger pengene fra krisefonden til at skabe bedre fødevaresikkerhed i Europa.
Men hos Dansk Gartneri kan man ikke genkende beskrivelsen af, at der er ”hysteri” blandt grøntsagsavlerne, som Schaldemose konsekvent omtaler som ”landmændene”.
-Jeg kan ikke genkende det billede, der beskrives, som hysteri. Jeg oplever i stedet, at 20 hårdtarbejdende omstillingsparate danske gartnerifamilier helt uforvarende er kommet i klemme. Ingen har kunnet forudse så voldsom en nedgang i forbrugerefterspørgslen lige midt i avlernes højsæson. Hver af avlerne står til i gennemsnit at lide et tab på ca. en kvart million kr., og det er faktisk nok til at true dem på deres levebrød, siger sekretariatschef Flemming Nør-Pedersen i en kommentar.
- Desuden forstår jeg ikke, at man ikke ser forbrugerpolitisk mere konstruktivt på sagen og i stedet bakker op om, at EU forhåbentlig giver bl.a. de danske avlere økonomisk kompensation i denne ulykkelige sag, hvor de er uskyldige ofre. Alle burde være interesserede i at vore grøntsagsavlere herhjemme ikke lukker, men fortsat kan levere kvalitetsprodukter til forbrugerne i form af danske agurker, salat, tomater mv. uden brug pesticider og med den skrappeste kontrol i hele EU.






