SKAT skriver i en mail til Dansk Gartneri, at man har igangsat et projekt i Syddanmark, "der har fokus på de skattemæssige problemstillinger, der opstår, når virksomheder anvender udenlandsk arbejdskraft".
I mailen står bl.a.:
"Også indenfor Jeres branche er det SKAT`s erfaring, at der anvendes udenlandsk arbejdskraft, hvorfor vi til flere af Jeres medlemmer i Syddanmark, i løbet af denne uge sender vedlagte informationsbrev.
Formålet med brevet er, at henlede opmærksomheden på de problemstillinger, der kan være forbundet med anvendelse af udenlandsk arbejdskraft, og at oplyse om, hvor information kan indhentes.
SKAT vil gerne indgå et samarbejde med Jeres branche, for at udbrede kendskabet til reglerne på området."
Desuden er Dansk Gartneri blevet bekendt med, at SKAT her i foråret kommer rundt på gartnerier for at undersøge forholdene. Derfor kan Dansk Gartneri naturligvis kun understrege vigtigheden af, at man har orden i sine ting.






