Priserne på gartneriprodukter ab gartneri steg med 6 pct. i 2010 efter et fald på 2 pct. året før. Det viser en ny analyse af jordbrugets prisforhold, som Danmarks Statistik har offentliggjort for 2010.
Blandt væksthusprodukterne steg priserne på grønsager med 6 pct., potteplanter med 5 pct. og snitblomster med 17 pct. På friland steg grønsagerne med 11 pct., mens frugt og bær steg med hele 40 pct. Eneste gruppe med prisfald var planteskoleplanter, som faldt med 1 pct.
Samtidig er det dog blevet lidt dyrere at producere. Prisen på jordbrugets produktionsfaktorer (eksklusive renter) steg med 2 pct. i forhold til 2009. Produktionsfaktorer omfatter bl.a. rå- og hjælpestoffer, tjenesteydelser og investeringsgoder.
Yderligere oplysninger om prisudviklingen i 2010 kan læses i NYT fra Danmarks Statistik






