Fem organisationer appellerer til regeringen om at droppe øgningen af NOx-afgifterne.
Kære skatteminister d. 16. december 2011
DI, Dansk Fjernvarme, Dansk Energi, Dansk Metal og Landbrug & Fødevarer vil gerne rette en fælles appel til regeringen om at udsætte beslutningen om øgning af NOx afgifterne.
De fem organisationer anerkender, at der skal gøres en indsats for at sikre danskerne renere luft. Vi aner-kender fuldt ud, at der skal ske et fald i de danske NOx udledninger i de kommende år, så Danmark kan leve op til nuværende og kommende fælles europæiske forpligtigelser på dette område.
Vi anerkender derfor også, at erhvervslivet bredt set skal bidrage til indsatsen.
De seneste ugers offentlige debat om forslaget om en 500% stigning af NOx afgiften for udvalgte erhverv har imidlertid afsløret en række formodentligt utilsigtede sideeffekter af afgiftsstigningen.
• Den rammer konkurrenceudsatte erhverv som energisektoren, industrien, gartnerierne og landbruget med tab af arbejdspladser og eksportindtægter til følge. Hvilket blandt andet rammer udkantsdan-mark.
• Den rammer socialt skævt fordi en del af omkostningerne væltes over i varme- og elprisen.
• Den giver øget incitament til brug af brændeovne, hvilket på andre områder forværrer luftkvaliteten og føre til afgiftstab for staten.
• Den er ikke fastsat ud fra overvejelser om omkostningseffektivitet, eller "forureneren betaler princip-pet", idet kun nogle udlederer er omfattet, mens andre går fri.
Regeringen har valgt, at udskyde ikrafttrædelsen af afgiften med et halvt år for, at give erhvervslivet bedre mulighed for at indstille sig på den nye situation. Det er naturligvis venligt, men det er desværre ikke tilstræk-keligt.
De fem organisationer skal derfor opfordre regeringen og Enhedslisten til at genoverveje dette punkt i finans-lovsaftalen.
Det Danmark har behov for er en sammenhængende strategi for nedbringelse af NOx udledningen i Dan-mark. En strategi der hviler på et analytisk grundlag, hvor man vurderer potentialet for reduktioner hos samt-lige kilder til NOx udledning, omkostningseffektivitet, social konsekvens og ikke mindst konsekvens for de konkurrenceudsatte erhverv.
Grundlaget for en samlet dansk NOx strategi kan etableres i løbet af 2012 og implementeres efterfølgende. De fem organisationer vil gøre, hvad vi kan for at støtte sådan et arbejde og tilvejebringe den nødvendige viden for, at sådan en strategi kan formuleres på det stærkest mulige grundlag.
En øgning af NOx afgiften bør, som en naturlig konsekvens heraf, udskydes til det samlede strategiske grundlag er etableret, og vi kender de fremadrettede forpligtigelser, der påhviler Danmark på dette område.
Danmarks statsminister betonede under og efter valgkampen, at Danmark nu havde fået en ny regering der ville arbejde på en anden måde. En regering der vil gå i dialog med danskerne og dem, som blev påvirket af de politiske tiltag. Vi håber, den ambition også dækker de ansatte og virksomhederne i den private sektor.
Vi håber derfor regeringen og Enhedslisten vil modtage vores udstrakte hånd til samarbejde og dialog i den selvsamme ånd.
På de fem organisationers vegne.
Med venlig hilsen
Tine Roed, Claus Søgaard-Richter, Kim Mortensen,
DI Landbrug & Fødevarer Dansk Fjernvarme
Lars Aagaard, Mikael Bay Hansen,
Dansk Energi Dansk Metal






