NaturErhvervsstyrelsen har åbnet en ny støtteordning med mulighed for tilskud til investeringer i ny teknologi på økologiske jordbrugsbedrifter inden for specifikke indsatsområder, herunder ”frugt- og grøntsektoren” og ”planteavl”.
Tilskud kan søges af ejere og forpagtere af jordbrugsejendomme, der er autoriseret af NaturErhvervsstyrelsen til økologisk produktion. Medlemmer af producentorganisationer kan dog under visse omstændigheder være forhindret i at modtage støtte, hvis driftsprogrammet indeholder mulighed for tilskud til tilsvarende aktioner.
NaturErhvervsstyrelsen har bedt Århus Universitet om at udarbejde en udtømmende liste over teknologier til brug for styrelsens prioritering af ansøgningerne. At listen er udtømmende betyder, at det kun er teknologier på listen, der kan modtage støtte.
Tilskuddet kan udgøre op til 40 % af de tilskudsberettigede udgifter. Tilskuddet kan højst beregnes af et samlet beløb på 5,0 mio. kr. pr. CVR-registrerede primære jordbrugsbedrift.. Projektets samlede investering skal udgøre mindst 300.000 kr.
Ansøgningsfristen for 2011-ansøgningsrunden er den 31. januar 2012 kl. 24.00. Den økonomiske ramme er på 24 mio. kr., hvoraf der er afsat 4,8 mio. kr. til hvert af områderne ”frugt- og grøntsektoren” og ”planteavl”.
Ansøgningsskema med vejledning og teknologiliste kan findes på NaturErhvervsstyrelsens hjemmeside www.naturerhverv.dk.






