Dansk Gartneri har i øjeblikket et forslag til nyt EU-direktiv om energieffektivitet til høring. Formålet med direktivet er at medvirke til opnåelsen af målsætningen om energibesparelser på mindst 20 % i 2020. Blandt de foreslåede midler hertil skal nævnes:
· Netselskaber skal pålægges energispare forpligtigelser på 1,5 % pr. år
· Tvungen energisynsordning for store virksomheder
· Tilbud om energisyn til små og mellemstore virksomheder
· Nationale handlingsplaner for udbygning med kraftvarmeproducerende anlæg.
Direktivet vil ikke få nogen direkte konsekvens for dansk lovgivning, da de foreslåede virkemidler i alt væsentligt allerede er indført her i landet. Størst effekt af forslaget forventes derfor at blive indirekte i form af påvirkning af CO2-kvote prisen. Opnås de store energibesparelser, som EU-Kommissionen forventer, vil prisen på CO2-kvoter falde markant. Af samme grund foreslår klimakommissær Connie Hedegaard, at antallet af CO2-kvoter skal reduceres yderligere i perioden 2013-2020. Kommissionen er splittet i spørgsmålet, og det er foreløbig besluttet at afvente og vurdere den faktiske udvikling i CO2-kvoteprisen.






