Fødevareminister Henrik Høegh var 24. august en tur i samråd i Folketingets Fødevareudvalg. Anledningen var en ny rapport fra Fødevarestyrelsen, der viser stigende forekomster af patogener i frugt og grønt.
Fødevareministeren understregede klart, at trods de sygdomsfremkalende bakterier og vira, så er det af hensyn til folkesundheden vigtigt med et fortsat stigende forbrug af frugt og grønt. Han fandt generelt, at problemets omfang var lille, men nok stigende som følge af stigende forbrug og stigende import.
Fødevarestyrelsens har derfor også løbende fokus på problemet i sine kontroller og i sin strategi. Nye kontrolprojekter vil blive planlagt og fremskyndet. Men ansvaret for at varerne er i orden er stadig producenternes og virksomhedernes; ikke myndighedernes.
Fødevareministeren understregede videre, at befolkningen selv kan gøre en indsats for ikke at blive smittet. nemlig ved at skylle frugt og grønt og være særlig opmærksom, når det gælder fx. minimajs og sukkerærter m.v.
Fødevareministeren blev spurgt, om de mange udslip af urenset spildevand og oversvømmelser af fx. frugtplantager udgjorde en risiko for fødevaresikkerheden. Han svarede, at der var god grund til at være opmærksom på denne nye problemstilling og evt. udtage flere prøver end sædvanligt.
Vedr. "Rapid Alert systemet" oplyste ministeren, at Kommissionen arbejder på en redegørelse herom, og at eventuelle justeringer i systemet vil blive drøftet med udgangspunkt i redegørelsen, der ventes til efteråret.






