De to gartnerier skriver i en pressemeddelelse at de i fremtiden vil udvide deres årelange samarbejde til at blvie endnu tættere.
Det sker for "at kunne udnytte alle de synergieffekter, en samlet virksomhed giver".
I en samlet virksomhed vurderer de to gartnerier at kunne udnytte fælles arealer og resurser, med større og mere effektiv produktion af "hovedkulturer, samt stigende fokus på sæsonerne."
Det betyder, at ROHDE’S A/S ophører med produktion og salg af planter den 1. juni 2011, hvorefter Rosa Danica A/S er den fortsættende virksomhed, som producerer og sælger: Kordana ® potteroser, TENDENZA ®Schlumbergera og TENDENZA ® Rhipsalidopsis.
Der vil fortsat blive produceret kaktus i arealerne i Hundslev og Radstrup, men også i Rosa Danicas arealer i Marslev, vil man fremover kunne finde kaktus. I forårssæsonen vil der blive produceret potteroser i en stor del af arealet i Radstrup.
Gartneriejendommene på Radstrupvejen 2A, Marslev og Odensevej 731A, Kerteminde vil fortsat være ejet af Flemming Rohde, men udlejet til Rosa Danica A/S. Frank Rohde vil fortsætte som ansvarlig for Schlumbergera og Rhipsalidopsis, som en del af Rosa Danica A/S.
ROHDE’S A/S vil sælge den igangværende produktion af Schlumbergera i dette efterår og Rhipsalidopsis i foråret 2011.
Rosa Danica A/S vil således fra 1. juni 2011 varetage alle salgsfunktioner af den sammenlagte produktion.






