Regeringen er på vej med den største revolution på energiområdet siden oliekrisen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
Måske allerede fra næste år vil regeringen begynde at fjerne kullene fra kraftværkerne i alle de større byer og erstatte dem med biomasse, bebuder klima- og energiminister Lykke Friis (V).
Idéen er, at de fem største byer samt Trekantsområdet skal være kulfri og erstatte brændslet med biomassem. Byerne står for omkring en fjerdedel af alle de kul, der anvendes i Danmark, og reducere vores CO2-udledning med 3-5 pct.
»Dette bliver omdrejningspunktet for, hvordan vi hiver kul ud af kraftværkerne og erstatter det med biomasse,« forklarer klima- og energiministeren.
Hos Dansk Energi betegner adm. direktør Lars Aagaard initiativet som den største enkeltstående forandring af dansk energiforsyning nogensinde.
»Når man vil have mere vedvarende energi, er dette den billigste måde at gøre det på. Det ville koste mindst fem gange så meget, hvis man skulle gøre det samme med havvindmøller,« siger han.
Omstillingen forventes i øvrigt ikke at koste forbrugerne noget.
Læs mere her.






