Reformen af EU's landbrugspolitik

Printvenlig
23.11.2010

Kommissionen har offentliggjort en meddelelse om den fremtidige landbrugspolitik i perioden fra 2013 til 2020. På baggrund af den kommende tids drøftelser vil kommissionen senere fremlægge et lovgivningsforslag, som skal vedtages efter fælles beslutning i Europa-parlamentet og ministerrådet. Det forventes at ville ske under det danske formandskab i 2012.

Hovedelementerne i landbrugspolitikken er i dag det direkte tilskud til producenterne - enkeltbetalingen - og tilskuddet til medlemslandenes landdistriktsprogrammer. Under landdistriktsprogrammet finansierer blandt andet tilskud til ny miljøteknologi, tilskud til skovtilplantning, ø-støtte, økologitilskud m.v.

Den meddelelse, som kommissionen har offentliggjort lægger op til at bevare det nuværende system med to søjler. En søjle 1, der omfatter direkte betalinger og markedsordninger med klart definerede regler på EU-plan og en søjle 2, med flerårige tilskudsprogrammer, hvor rammerne er defineret af EU, men hvor det er op til det enkelte medlemsstater selv at vælge de tilskudsordninger, der skal være aktive.

Ved præsentationen understregede kommissæren for landbrug og landdistriktsudvikling Dacian Ciolos, at den fremtidige landbrugspolitik skal være mere retfærdig, og at det europæiske landbrug skal være konkurrencedygtigt både i økonomisk og miljømæssig forstand.

I meddelelsen opstilles 3 scenarier for den fremtidige landbrugspolitik:

  • Justering af de vigtigste mangler i den fælles landbrugspolitik ved hjælp af gradvise ændringer
  • Sikring af, at den fælles landbrugspolitik bliver grønnere og mere retfærdig, virkningsfuld og effektiv 
  • Gradvis afskaffelse af indkomststøtte og markedsforanstaltninger og øget fokusering på miljø- og klimaformål

 Forventningen er, at det nuværende EU-budget vil blive opretholdt på det nuværende niveau, for det er kun de Skandinaviske lande, der går ind for en aftrapning af landbrugsstøtten. Om det så vil betyde, at Danmark fortsat kan modtage omkring 7 mia. kr. i direkte tilskud om året og opretholde et landdistriktsprogram på omkring 1 mia. kr. er imidlertid ikke sikkert. Kommissionen ønsker nemlig at flytte en større andel af støtten fra Vest- til Østeuropa for at mindske forskellene i hektartilskud imellem de gamle og de nye medlemsstater.

spacerspacer
spacerspacer
Bjarne Pugholm Johansen
Bjarne Pugholm Johansen
Konsulent
Telefon: +45 3339 4546
bottom leafs