Gartneriet PKM i Odense har succes med at flytte en del af produktionen til Polen og Kenya. På samme tid er der etableret flere arbejdspladser her i landet. Det skriver Jyllands-posten onsdag i et portræt af virksomheden.
PKM bruger hvert år 5 pct. af omsætningen til produktudvikling:
- Den målrettede satsning på netop at udvikle vores produkter er uden tvivl en væsentlig forklaring på, at vi står solidt plantet trods den generelle udvikling i økonomien. Men samtidig er vi også meget fokuseret på at sikre en fortsat effektivisering af produktionen både herhjemme og i de udenlandske aktiviteter, siger PKMs adm. direktør og gartner Kristian Madsen.
Kristian Madsen benytter også lejligheden til at slå et slag for synspunktet om, at Dansk gartneri har brug for en styrket og mere målrettet forskningsindsats samlet under ét universitet samt flere højere uddannede medarbejdere. Til JP siger han:
- Hvis det danske erhverv skal udvikle sig, er det afgørende, at den offentlige forskning, som i dag er spredt flere steder, samles. Vi har brug for et løft, så dette erhverv kan udvikle sig. Jeg erkender, at gartneribranchen måske ikke fylder så meget. Men eksempelvis er det et meget stort erhverv her på Fyn, siger Kristian Madsen bl.a.
Foto: PKM






