Som en del af omlægningen af afgifterne på energi, er der fra 1. januar 2010 indført en CO2-afgift på 35,1 øre/m3 også på den naturgas, der anvendes til elproduktion på IKV-anlæg. Mens anlæg omfattet af CO2-kvote ordningen er fritaget for denne afgift, indføres der for de øvrige kv-anlæg tilknyttet tung proces (=væksthusgartnerier) en kompensationsordning, der også skulle være trådt i kraft fra dette årsskifte.
Ordningen er imidlertid forsinket. Energistyrelsen er først i øjeblikket ved at udarbejde en bekendtgørelse med de mere detaljerede regler. Et udkast hertil forventes sendt i høring, hos blandt andet Dansk Gartneri, i midten af januar. Og efterfølgende vil Energinet.dk, der skal administrere ordningen, have opstillet en praksis herfor. Samlet forventes ordningen derfor nu først at kunne træde i kraft fra omkring 1. marts, men vil dog få tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2010.
Kort beskrevet vil kompensationen bestå i, at der tildeles et beløb svarende til afgiftsniveauet i 2010 multipliceret med energiforbruget til elproduktion i basisåret 2005, 2006 eller 2007 (året med den højeste elproduktion vælges). Beløbet vil blive udbetalt af Energinet.dk i månedsvise rater.
Det overordnede formål med modellen er at skabe større lighed mellem det kvote- og ikke-kvoteomfattede område. Som konsekvens af at den gratis kvotetildeling til elproduktion forsvinder fra og med 2013, må det også forventes at denne kompensationsordning vil ophøre med udgangen af 2012.
Dansk Gartneri vil informere yderligere om ordningen, og om den krævede tilmelding hertil, når bekendtgørelsen fra Energistyrelsen sendes i høring.






