Regeringen har med støtte fra samtlige partier i Folketinget vedtaget en lov om en grøn fond, der over de næste to år skal uddele 760 millioner kroner til udvikling af miljøvenlige teknologier.
Den grønne fond skal bidrage til, at danske virksomheder kan udnytte den stigende globale efterspørgsel efter grønne løsninger, som eksempelvis klimaudfordringerne medfører.
Ifølge økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) skal en del af pengene øremærkes til de egne af landet, der har været hårdt ramt af finanskrisen:
- En del af midlerne er blandt andet tiltænkt de områder i Danmark, hvor krisen har ført til virksomhedslukninger og større afskedigelsesrunder. Vi vil nu snarest muligt sammensætte en professionel bestyrelse for fonden, som skal lede fondens arbejde, siger Lene Espersen i en pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.






