Fund af asiatisk citrustræbuk (Anoplophora chinensis) i en planteskole i Boskoop, har givet anledning til stor agtpågivenhed imod spredning til andre lande og områder i EU. I december 2009 blev der gjort et fund af træbukken i det hollandske planteskoleområde Boskoop, som er et meget vigtigt område for den hollandske planteskole produktion.
Omkring det nye fund er der etableret et 100 m stort område, hvor alle løvtræer er taget op ved rode, og samtlige plantedele vil blive grundigt undersøgt for spor af citrustræbukken.
Endvidere er der siden ultimo januar 2010 indført særlige foranstaltninger, således at der i en bufferzone med en radius på 2 km fra fundstedet, bl.a. skal udføres destruktiv prøvetagning ved salg af værtplanter. Der skal i bufferzonen desuden udføres fysisk kontrol af alle værtplanter før enhver handel med disse finder sted.
EU´s stående komité har godkendt de plantesundheds tiltag, som den hollandske plantesundhedsmyndighed har foreslået. Asiatisk citrustræbuk er et skadedyr der kan dræbe træer eller forårsage stor skade på især ahorn og poppel. I alt kendes 17 slægter af vedplanter der er mulige værtplanter for denne bille, herunder pil, platan og avnbøg.






