Grønt Centers initiativpris 2010 er blevet tildelt gartneriet Legro A/S. Virksomheden blev i 1958 startet på bar mark af Erling og Tove Høgsbro og er igennem årene vokset til nu at have ca. 30.000 m2 under glas, hvor der produceres krydderurter og specialsalater. Sønnerne Lars og Niels Høgsbro er i dag indtrådt i ledelsen af gartneriet, der beskæftiger ca. 40 mennesker.
Grønt Center begrunder pristildelingen med, at engagement, initiativlyst og vilje til at tænke nyt fortsat er i højsædet. Senest har fokus været på miljøsiden og energiforbruget. Hos Legro har man optimeret energiforbruget ved at arbejde med energiledelse, og man er blevet klimapartner med Dong Energy. Målet er intelligent energiforbrug og det betyder bl.a. at al strøm fra 2013 vil komme fra vindmøller, ligesom der arbejdes med planer om at opsamle sommerens overskudsvarme og genbruge denne om vinteren via et varmelager i undergrunden. Eller som Grønt Centers formand Ib Bruun Clausen motiverede prisoverrækkelsen:
”Initiativlyst, kreativitet og omtanke for både medarbejdere, ledelse og produktion præger Legro A/S. Ledelsen har forstået at følge med tiden og forudse forbrugernes ønsker til friske grønne produkter. Samtidig er virksomheden vokset, og der er skabt mange nye jobs. Det er godt gået.”
Med prisen fulgte en check og et smukt maleri. Det var i år 12. gang Initiativprisen blev uddelt, og blandt de tidligere prismodtagere findes virksomheden Tvedmose Champignon.






