Miljøminister Karen Ellemann har sendt et udkast til ”Handlingsplan til sikring af drikkevandskvaliteten” i høring med svarfrist den 8. september 2010.
Hensigten med initiativet er at sikre, at alle I Danmark skal alle have adgang til rent og godt drikkevand, der er baseret på grundvand af god kvalitet. Og vurderingen er, at målet lettest nås ved at undgå forurening af grundvandet. Handlingsplanen skal supplere de initiativer, som regeringen allerede har taget medfør af Grøn Vækst.
Godkendelsesordning for pesticider forebygger
Der lukkes mere end 100 vandforsyningsboringer om året på grund af pesticider.
Antallet er faldende. Dette skyldes dog ofte, at vandforsyningerne fusionerer, og dermed får en bedre mulighed for via fortynding at levere vand, der overholder kvalitetskravene.
Handlingsplanen slår fast, at vi hovedsagelig kæmper med fortidens synder. Da vandet er lang tid om at nå fra overfladen og ned i grundvandsmagasinerne, har vi i dag problemerne med de pesticider, som er blevet forbudt, eller på anden måde indskrænket på det danske marked, på grund af deres skadelige virkning.
Godkendelsesordningen kontrolleres gennem et varslingssystem for pesticider i grundvandet. Dermed kan der sættes ind med forbud eller restriktioner, hvis godkendte stoffer mod forventning giver en overskridelse af grænseværdierne. Varslingssystemet har bekræftet, at godkendelsesordningen i dag virker efter hensigten, oplyses det i handlingsplanen.
Grøn Vækst intensiverer indsatsen for at reducere både pesticid – og kvælstofpåvirkningen med blandt andet etablering af vådområder, randzoner langs vandløb og søer, sprøjtefrie zoner om almene vandforsyninger samt en grøn omlægning af kvælstofreguleringen.
Skovtilplantning gavner grundvandet
Det er imidlertid ikke alene jordbrugets aktiviteter, der udgør en risiko for forurening af grundvandet. Byer rummer også aktiviteter, der kan udgøre et problem – f.eks. nogle typer af erhverv.
Under vores skove dannes der godt og rent grundvand, som ikke bliver udsat for forurening. Derfor bruges skovrejsning bl.a. til at beskytte grundvandet, og flere vandforsyninger og kommuner samarbejder med Skov- og Naturstyrelsen om at etablere ny skov, som kan beskytte grundvandet. Søger man om starttilskud til privat skovrejsning, er det også et fremmende kriterium, hvis arealet ligger i et følsomt indvindingsområde, fremgår det af handlingsplanen.
Vandplaner for 23 områder
I dag er der på landsplan balance imellem grundvandsdannelsen og vandindvindingen, men med store lokale forskelle. Vandplanerne skal sikre en samlet planlægning af, hvordan grundvandsresurserne fremover skal bruges.
Vandplanlægningen består af statslige planer for 23 vandoplande. Vandplanerne vil senere blive fulgt op af kommunale handlingsplaner, der beskriver indsatsen for at opnå god miljøtilstand for det danske grundvand, søer, vandløb og kystvande.
Vandplanerne indeholder principper for fordelingen af vandresursen og opgørelser af, hvor meget vand der overordnet er til rådighed. Når de kommunale handlingsplaner foreligger, vil der være et samlet billede af, hvor der geografisk vil være mangel på vand, hvilke formål, der mangler vand til og hvor stor manglen er. Det vil også gælde for vand til markvanding.
Udkastet til ”Handlingsplan til sikring af drikkevandskvaliteten” kan i sin helhed læses på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside www.blst.dk. Handlingsplanen fokuserer på i alt syv indsatsområder, som tilsammen skal sikre kvaliteten af drikkevandet i Danmark.






