Så skete det endelig. Regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er blevet enige om en aftale, der sender 4,2 milliarder kroner i retning af det kriseramte danske erhvervsliv. Herunder kommer landbruget med ind i varmen. Det skriver Ritzaus Bureau mfl.
Vækstpakken giver Eksport Kredit Fonden mulighed for frem til udgangen af 2010 at yde kautioner på to milliarder til eksportvirksomheder og disses underleverandørers drifts- og oparbejdningskredit i pengeinstitutter.
Halvanden milliard er øremærket vækstkautionsordningen. Det sker på to områder. Dels kan staten yde vækskaution til forretningsudvikling og drift i tilknytning til forretningsudvikling. Det andet område omfatter lån til opførelse af fast ejendom og andet, der kan opnå realkreditfinansiering - herunder landbruget.
Desuden giver staten via Vækstfonden en halv milliard kroner til risikovillig kapital til nye virksomheder samt 50 millioner til det såkaldte kom-i-gang-lån, som er en ordning for kaution til iværksættere og meget små virksomheder.
Endelig går 54 millioner til kollektiv eksportfremme og eksportstart, og 50 millioner skal give bedre erhvervsmæssige muligheder og styrke eksportpotentialet i forbindelse med offentlige velfærdsløsninger.
Landbrug & Fødevarer er tilfreds med vækstpakken:
Administrerende direktør Carl Aage Dahl siger, at der er et stort investeringsbehov i landbruget netop nu.
- Og vi ved, at investeringer i landbruget også gavner beskæftigelsen i byggeriet og i agroindustrien. Investeringerne vil samtidig sikre råvaregrundlaget i fødevareindustrien og styrke eksporten, siger han.
Landbrug & Fødevarer mener, at pakken vil lette den kreditklemme, som mange ellers dygtige landmænd er kommet i, siden finanskrisen startede.
Læs mere om aftalen her






