Grøntsagsfestivalen i København blev en velbesøgt succes
Af Jarl Cordua
Solskinsvejr, musik og masser af spændende grøntsager var den rigtige blanding, der fik lokket københavnerne af huse og forbi Grøntsagsfestivalen lørdag den 29. august. En stor del af Halmtorvet på Vesterbro blev da omdannet til et grøntsagstorv, som man kender det fra gamle dage, og det faldt i publikums smag. For festivalen blev en stor succes – også besøgsmæssigt.
- Vi er lagt ned af glæde, siger en tilfreds Trine Krebs fra Frugtformidlingen, der antager, at festivalen i alt blev besøgt af omkring 6000 gæster.
Lørdag formiddag var der aktiviteter ved stort set alle boder, hvor nysgerrige københavnere blev budt smagsprøver mv. danskgartneri.dk spurgte et par af deltagerne, hvad de håbede at få ud af festivalen:
- Idéen med grøntsagsfestival tager jo udgangspunkt i de gamle torvemarkeder. Og festivalen giver os en mulighed for at præsentere de nyeste produkter inden for ærter, gulerødder og kartofler. Blandt andet har vi sukkerærter fra det fynske ”ærtebælte”. Vi vil altid gerne vise vores nye produkter frem for publikum, og konkret er vi nysgerrige efter at høre forbrugernes mening om emballeringen af vores snackprodukter, forklarer Lars Sylvester Hansen, der er udviklingschef hos GASA Odense.
- Vi er her blandt andet for at vise de almindelige forbruger hvilken rig mangfoldigheden, der faktisk er i danske grøntsager, siger Hanne Paludan, som er kvalitets og udviklingsschef hos GASA Nordgrønt, der også havde en stor stand på Halmtorvet
- Det handler også om at få en snak med forbrugerne og generelt få skabt mere fokus på danske grøntsagers kvaliteter. Vi forsøger at vække forbrugernes interesse blandt andet ved at fortælle om, hvor kort afstand, der er fra jord til bord, når det gælder disse produkter. Og endelig vil vi naturligvis også gerne støtte op om hele initiativet med grøntsagsfestivalen, bemærker Hanne Paludan.
Avlerne var også repræsenteret på festivalen. En af dem var gartneriejer Niels E Nielsen fra frilandsgartneriet Limfjords, som er med Gasa Odenses udstilling. Her præsenterede han et nyt gulderodsprodukt:”Chantenay”
- Det er en gammel sort, som man tidligere dyrkede især til industrien. Vi har så fundet på at så flere frø på marken, så gulerødderne vokser tættere. Derved bliver de mindre, men optager til gengæld mere sukker, som giver mere smag. Og så har Chantenay en god sprødhed, forklarer Niels E. Nielsen
”Sæson for god smag” og GAU var i øvrigt også til stede på festivalen, hvor to kokke diskede op med forskellige fristende salater med rødbede, pastinak og knoldselleri. Det hele blev tilberedt på stedet, så de besøgende fik syn for sagen om, hvor nemt det er at lave sund og velsmagende mad med efterårets rodfrugter.






