Erhvervspakken og gartnerierhvervet

Printvenlig
24.09.2009

Den 22. september 2009 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance aftale om en erhvervspakke for små og mellemstore virksomheder. Jordbruget var oprindelig ikke tænkt med i den hjælpepakke til 5 mia. kr., som regeringen præsenterede for mere end en måned siden. Selvom pakken senere er blevet beskåret med 1 mia. kr., får jordbruget som noget nyt adgang til brugerbetalt lånekaution i Vækstfonden. I første omgang til udgangen af 2010.

Vækstkaution retter sig mod små og mellemstore virksomheder med indtil 100 ansatte og gives til ny forretningsudvikling. Det vil sige start af virksomhed, investeringer i etablerede virksomheder samt ejerskifte. Vækstkaution administreres via pengeinstitutterne, der kan fremsende en ansøgning om vækstkaution til Vækstfonden, hvis vurderingen er, at virksomheden er kreditværdig.

Vækstkautionsordningen styrkes midlertidigt ved at hæve den økonomiske budgetramme for kautionen med 1,5 mio. kr. til udgangen af 2010. Samtidig forhøjes det maksimale beløb for hver enkel vækstkaution fra 5 mio. kr. til 10 mio. kr. Erhvervspakken indeholder flere andre elementer, men vækstkautionen er den mest relevante for gartnerierhvervet.

Der vil være to ordninger eller ”vinduer” i den styrkede vækstkautionsordning, der kommer til at omfatte alle erhverv, herunder også landbrug og gartneri. Den enkelte virksomhed kan dog kun søge 1 gang i den periode, hvor den midlertidige styrkelse løber.

· Under det første vindue yder Vækstfonden kaution til forretningsudvikling og drift i tilknytning til forretningsudviklingen på helt samme vilkår, som Vækstfonden i dag yder vækstkaution. Præmien på Vækstkaution er 1,25 pct. af kautionsbeløbet hvert år, og der opkræves en stiftelsespræmie på 2 pct. af garantibeløbet ved kautionens start. Kautionen kan maksimalt være på 75 pct. af lånet.

· Det andet vindue for vækstkaution omfatter lån til opførelse af fast ejendom og andet, der kan opnå realkreditfinansiering. Da sikkerheden vil kunne tinglyses som grundlag for delvis realkreditfinansiering ydes kautionen kun på de yderste 50 pct. af lånet. Kautionen kan maksimalt være på 75 pct. overfor penge- eller realkreditinstitutter.

Vær opmærksom på, at vækstkaution alene dækker fremadrettede aktiviteter og ikke kan anvendes som sikkerhed for gammel gæld eller allerede gennemførte aktiviteter.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen vil hurtigst muligt fremlægge et aktstykke for finansudvalget for at sikre, at ordningerne kan komme i gang snarest muligt. Vurderingen er således, at det kan ske inden for nogle uger med hjemmel i den eksisterende lovgivning bag Vækstfonden.

Den del af Vækstkautionsordningen, der vedrører investeringer i fast ejendom, må vurderes at være særlig relevant for gartnerierhvervet. Her er situationen dog, at ordningen først kan igangsættes, når der foreligger en statsstøttegodkendelse fra EU-kommissionen. Også præmien for garantien vil afhænge af drøftelserne med kommissionen, der kan tage måneder.

Der er tale om en midlertidig indsats, der i første omgang løber frem til udgangen af 2010. I foråret 2010 vil parterne bag den politiske aftale gøre status og efterfølgende tage stilling til, om der er behov for at justere og/eller forlænge indsatsen.

Den politiske aftale om erhvervspakken kan læses i sin helhed på Økonomi- og Erhvervsministeriets hjemmeside www.oem.dk. Oplysninger om ansøgningsproces, vilkår og priser samt svar på de mest almindelige spørgsmål om vækstkaution kan findes på Vækstfondens hjemmeside www.vaekstfonden.dk

spacerspacer
spacerspacer
Bjarne Pugholm Johansen
Bjarne Pugholm Johansen
Konsulent
Telefon: +45 3339 4546
bottom leafs