Bomber kan laves af gødning med ammoniumnitrat. DET viser erfaringer med terrorbomber. Derfor skal landmænd holde øje med deres gødningslager, vurderer PET.
Ritzaus Bureau skrev fredag, at PET og landbruget udsender en ny vejledning om opbevaring af kunstgødning.
I vejledningen får landmænd at vide, at de skal være opmærksomme på, hvis deres gødningslager i laden pludselig svinder, hvis der er tegn på tyveri, eller hvis kvælstofgødningen indholder en særlig stor mængde af stoffet ammoniumnitrat.
PET siger i en pjece til landmændene, at de straks skal henvende sig til det lokale politi, hvis de oplever mistænkelig adfærd, f.eks. hvis en privat person forsøger at købe en mængde gødning.






