Med Fødevareministeriets gartneripakke kan gartnerierne nu få tilskud til at investere i nye processer og teknologier, der gør gartnerisektoren mere konkurrencedygtig og miljøvenlig. Det skal få miljø- og energiforbedringerne til at blomstre på gartnerierne, skriver ministeriet i en pressemeddelelse den 13. oktober 2009.
Tilskudsordningen (Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende investeringer i og demonstration af nye processer og teknologier på gartneribedrifter) er netop trådt i kraft.
Gartnerierne kan søge tilskud til:
- Tiltag, der bidrager til at reducere forbruget af pesticider, kvælstof eller fosfor.
- Tiltag, der reducerer energiforbruget eller vandforbruget og bidrager til klimavenlig gartneriproduktion.
- Tiltag, der forbedrer arbejdsmiljøet i gartneriet.
Eksempler på projekter kan være investeringer i pesticid- og næringsstofreducerende teknologier, optimeret sprøjteteknologi, energi- og vandbesparende installationer, optimerede klimastyringssystemer eller teknologier til automatisering af arbejdstunge processer i produktionen.
Projektsummen for projekter, som kan opnå tilskud er sat til minimum 100.000 kr. Den lave grænse giver mulighed for, at forholdsvis små projekter kan få tilskud, da vurderingen er, at også mindre projekter kan have stor effekt for miljø og klima. Der er i alt afsat 50 mio. kr. til den særlige indsats for gartnerierhvervet.
Ansøgningsfristen er den 20. november 2009.
Yderligere oplysninger: Signe Marie Iversen, Udviklingsstøttekontoret i FødevareErhverv, 33 95 88 76. Ansøgningsskema med vejledning kan findes på FødevareErhvervs hjemmeside www.ferv.dk under ”Landdistrikter”.






