Den nye klimakogebog, som netop er udgivet af Fødevareministeriet, overdriver danske væksthusgrøntsagers klimabelastning.
Danssk Gartneri har været i dialog med fødevareministeren, der var oprigtigt ked af at de forkerte oplysninger (baseret på et kulalternativ) var taget med i en klima-belastningstabel i kogebogen, og det havde hun meddelt sit system klart og tydeligt.
Leif Marienlund har derudover haft kontakt til den pågældende forsker, der har ansvaret for tabellen, og oplyser i den forbindelse:
"På baggrund af Dansk Gartneris indsigelser mod Fødevareministeriets Klimakogebog, der indeholder misvisende høje tal for CO2-emissionen i forbindelse med produktionen af danske væksthusgrøntsager, har Dansk JordbrugsForskning på ny vurderet problemstillingen. På nuværende tidspunkt er status:
* At DJF anerkender, at CASA´s metode, med modregning af sparet CO2-udledning som følge af fortrængt elproduktion på centrale værker, principielt er korrekt.
* At emissionstallene i Klimakogebogen derfor er ”tvivlsomme og unuancerede”, og at DJF erkender ikke at have tænkt sig godt nok om i 1. omgang.
* Tallene vil ikke blive gengivet i en planlagt engelsk sproget udgave af Klimakogebogen.
* Journalister, der kontakter DJF om tallene, får allerede i dag mundtlig information om, at de angivne tal for danske væksthusgrøntsager ikke anses for at være korrekte.
* DJF planlægger at udarbejde et skriftligt materiale (artikelform e.l.) der korrigerer og nuancerer de tidligere fremkomne emissionstal
* DJF vil inddrage CASA og Dansk Gartneri i arbejdet.
Vi gør en stor indsats for at få fjernet/korrigeret de forkerte oplysninger, og vil sætte pris på at få besked, hvis I ser dem gentaget i mediebilledet.






