Axeltorv i København blev søndag til et marked for klimavenlige fødevarer i forbindelse med eventen ”Mad på Klimakurs”. Her gav en lang række fødevarevirksomheder og organisationer herunder Landbrug & Fødevarer deres bud på, hvordan befolkningen i fremtiden kan spise mere klimavenligt, og for de mange forbipasserende gæster og deltagere var der masser af smagsprøver. Dansk Gartneris Kreds 5 og 6 var også repræsenteret med egen stand:
- Vi sælger gulerødder, rosenkål, rødbeder og kartofler fra avlere fra hele Sjælland dvs. fra Lammefjorden og så til Lolland-Falster, siger Johnny E. Petersen, der er formand for Kreds 5 og 6.
Anledningen for arrangementet er det kommende klimatopmøde i København. Midt i den politiske debat om kvoter, reduktioner og udledninger, vil Fødevareministeriet sammen organisationer vise, hvordan man flytter klimabevidstheden helt ind på middagsbordet. Med klima-kogebogen ”Mad på Klimakurs”, der udkom for et par uger siden. Her får forbrugere oplysning om klimavenlig fødevareproduktion.
Fødevareministeren Eva Kjer Hansen besøgte Axeltorv i et par timer, hvor hun delte gratis eksemplarer ud af Fødevareministeriets nye klimakogebog, der indeholder opskrifter på 12 lækre, klimavenlige retter kreeret af dygtige kokke.
Eva Kjer Hansen kom også forbi Dansk Gartneris kreds 5 og 6 stand og hilste på. Johnny E. Petersen var naturligvis klar med en pose klimavenlige smagsprøver, som ministeren kunne få med hjem.






