Under sydens sol er der behov for mindre energi for at få planterne til at gro. Det betyder en mindre udledning af CO2 til gavn for klodens miljø. Det vurderer Det Økonomiske Råd (DØR) i sin årlige miljøøkonomiske rapport, som blev offentliggjort onsdag. Dansk Gartneri stiller sig dog uforstående over for teorien. Det skriver Erhvervsbladet fredag.
- Man giver subsidier til gartnerier uden for kvotesystemet herhjemme. Det kan det godt være, at det CO2 -mæssigt kan være mere interessant at producere sydpå, siger Lars Haagen Pedersen, sekretariatchef i DØR, men tilføjer, at der naturligvis skal tages højde for, at transporten af planter også bliver reguleret med hensyn til udledningen af CO2 .
Til det siger konsulent Leif Marienlund, Dansk Gartneri til avisen:
- Hvis man flytter længere ned sydpå, har man tit problemer med varmen. Væksthuse i Italien og Spanien bruger rigtig meget energi på at køle om sommeren. Så at energiforbruget skulle være meget mindre sydpå end i Danmark holder ikke vand.
Han peger samtidigt på, at mange danske gartnerier producerer grøntsager med hjælp fra central eller decentral kraftvarme. Her kommer en stor del af varmen i form af overskudsvarme fra elproduktion fra de centrale kraftvarmeværker.
- Hvis vi ikke havde taget det, ville det være røget ud og ikke være blevet nyttiggjort. Al den overskudsvarme som gartnerierne bruger, har derfor ikke nogen CO2 -effekt, siger Leif Marienlund.
Læs også CASA-notat om samme problemstilling.






