Den 16. juni 2009 indgik Regeringen og Dansk Folkeparti aftale om Grøn Vækst. Grøn Vækst skal sikre, at et højt niveau af miljø-, natur-, og klimabeskyttelse går hånd i hånd med en moderne og konkurrencedygtig jordbrugs- og fødevareproduktion. Aftalen skal samtidig sørge for, at Danmark lever op til sine internationale miljøforpligtelser.
Indholdet i aftalen om Grøn Vækst er:
- Miljø- og Naturplan Danmark 2020
- Strategi for et grønt Landbrugs- og fødevareerhverv i vækst
- Finansiering af Grøn Vækst
- Landdistriktsprogrammet 2010-2013
Neden for er de elementer i aftalen, som er særlig relevante for gartnerierhvervet, beskrevet i kort form. Forventningen er ikrafttrædelse 1. januar 2010, hvis ikke andet er nævnt.
Miljø- og naturplan Danmark 2020
En grøn omlægning af kvælstofreguleringen baseret på et system med omsættelige kvælstofkvoter skal undersøges nærmere af et udvalg. Den nye kvælstofregulering forventes at træde i kraft senest den 1. januar 2012.
I efteråret 2009 fremsættes lovforslag om en omlægning af pesticidafgiften, så de mest miljø- og sundhedsbelastende pesticider pålægges den højeste afgift, mens mere skånsomme pesticider pålægges en relativt lavere afgift. Der skal ved omlægningen af afgiften tages særlige hensyn til special- og højværdiafgrøder, således at udflagningen af disse afgrøder modvirkes.
Miljø- og sundhedsbelastningen fra pesticidanvendelsen i gartneri og frugtavl skal nedsættes mest mulig. De generelle krav til jordbruget vil blandt andet omfatte indberetningspligt for sprøjtejournaler, brugerbetalt kontrol / syn af sprøjteudstyr og at store bedrifter benytter rådgivnings- og varslingssystemer.
I perioden 2010-2015 understøttes etableringen blandt andet 7.700 ha skov og 50.000 ha sprøjte-, gødnings- og dyrkningsfrie randzoner langs alle vandløb.
Aftalen om Grøn Vækst indeholder ikke nogen retningslinier for en fordeling af knappe vandresurser.
Strategi for et grønt Landbrugs- og fødevareerhverv i vækst
Der oprettes et Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) som baseres på kompetencer i Innovationsudvalget og Det Rådgivende Udvalg for Fødevareforskning. En styrkelse af forsknings- og innovationsindsatsen på miljø- og fødevareområdet drøftes som led i forhandlingerne om udmøntningen af globaliseringsaftalen i efteråret 2009.
Den teknologiske udvikling og innovation i jordbruget skal understøttes. Der oprettes derfor en tilskudspulje på 145 mio. kr. årligt i perioden 2010-2015 til anvendelse af nye miljø- og klimavenlige teknologier i det primære jordbrug. Specifikt nævnes reduktion af energi-, vand-, næringsstof- og pesticidforbruget i gartnerisektoren som støtteberettigede fokusområder.
Tilskuddene til markedsføringen af økologien øges samtidig med, at bevillingerne til de arealbaserede tilskud øges, så de kan understøtte en årlig vækst på op til 18.000 ha.
Plantningen af flerårige energiafgrøder understøttes i perioden 2010-2012 og gøres skattemæssigt fradragsberettiget.
Landbrugsloven moderniseres for at skabe bedre rammer for et selvbærende erhverv. Blandt andet afskaffes kravet om, hvor mange hektar jord en jordbruger må eje.
Finansieringen af Grøn Vækst
Grøn Vækst initiativet forventes at koste 13,5 mia. kr. frem til 2015, hvilket er en stigning på omkring 50 pct. i forhold til den hidtidige indsats. Pengene tilvejebringes helt overvejende via Landdistriksprogrammet. Hertil kommer blandt andet ca. 2/3 af Miljømilliard II, bidrag fra jordbrugets fonde og en omprioritering statslige bevillinger.
Med Grøn Vækst fastfryses promilleafgiftsfondenes provenu fra pesticidafgiften på et niveau på omkring 250 mio. kr. svarende til, at målsætningen om en behandlingshyppighed på 1,7 er opfyldt. Hvis omlægningen af pesticidafgiften skaber et merprovenu, vil tilbageførslen til jordbruget skulle ske via en reduktion i jordskatten.
Parterne bag aftalen er enige om, at Grøn Vækst gennemføres i fuld overensstemmelse med skattestoppet.
Landdistriktsprogrammet 2010-2013
Aftalen om Grøn Vækst udmønter stort set alle midler i Landdistriktsprogrammet i den resterende del af programperioden frem til 2013. Aftalen understøtter således, at der vil ske fuld hjemtagning fra EU af alle landdistriktsmidler.
På Fødevareministeriets portal www.fvm.dk kan aftalen om Grøn Vækst læses i sin helhed. Se efter overskriften ”Væksten bliver grøn”.






